Godmorgen! Med 1,1 milliard kroner vil regeringen ansætte 1.360 flere voksne i landets børnehaver og vuggestuer. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Ørsteds top retter blikket mod drama i New York – problemerne i USA handler øjensynligt om noget andet end Trumps vindmølleafsky.
Aktierne holder vejret for nu: Trumps handelsaftale med Europa lander bedre end forventet.
Tivolis revy-slingrekurs fortsætter: Hvad vil de egentlig? spørger Jakob Steen Olsen, efter Linda P. er stoppet som kreativ chef for Tivolirevyen.
Regeringen vil bruge flere skattekroner på udviklingsbistand til tredjelande. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fastholder, at det er i danskernes interesse.
Supervåbenet er en kæmpe torn i øjet på Putin, og nu vil ukrainere producere det i Danmark: »De her fabrikker vil være et oplagt sabotagemål«.
Dagens vigtige: Mette Frederiksen vil med milliardbeløb løfte normeringer i dagtilbud
Mandag aften landede et markant politisk udspil fra statsminister Mette Frederiksen (S):
Normeringerne skal løftes i landets børnehaver og vuggestuer, så der er flere voksne til stede.
Derfor vil regeringen i sit finanslovsforslag afsætte 1,1 milliard kroner, som der fra 2026 og frem skal bruges til at ansætte 1.360 ekstra hænder i dagstilbud i landets kommuner.
Sådan lød det fra statsministeren over for flere medier, herunder Ritzau, i aftes.
»Vi har i Danmark rigtig mange gode børnehaver og vuggestuer. Vi har skabt en række forbedringer gennem de senere år, men vi mener i regeringen, at vi har brug for at tage det næste skridt,« sagde Mette Frederiksen.
Og spørger man Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, er udspillet »et forsøg på meget direkte at få vælgerne tilbage til Socialdemokratiet fra SF«.
»SF har meget succesfuldt formået at positionere sig som det mest børnevenlige parti og partiet for frontlinjen i den offentlige sektor. De vælgere vil S have tilbage,« siger Bent Winther.
I 2024 trådte en lov om minimumsnormeringer i kraft, der stiller krav om, at der skal være minimum én pædagogisk ansat til tre børn i vuggestuer og minimum én pædagogisk personale til seks børn i børnehaver.
Men ifølge Mette Frederiksen er det ikke nok, for der er stadig forældre, der oplever, at »dem, der er på arbejde, løber for stærkt«, som hun formulerede det til Ritzau.
»Det var SF, der fandt på minimumsnormeringerne, mens Mette Frederiksen var 'børnenes statsminister’. SF skal ikke længere have lov til at tage æren for det,« forklarer Berlingskes Bent Winther.
De over 1.300 ekstra ansatte i dagtilbuddene kommer langtfra alle til at være uddannede pædagoger, for dem er der fortsat en stor mangel på.
Det ekstra milliardbeløb finansieres af det økonomiske råderum, der de seneste år er blevet opjusteret markant frem mod 2030.
Mette Frederiksens melding kommer forud for Socialdemokratiets sommergruppemøde, der starter i dag.
I den forbindelse forventes et pressemøde klokken 11.30. Følg med på Berlingske.dk.
Dagens Pilestræde
Snart begynder nedtællingen til kommunalvalget i november, hvor Socialdemokratiet skal stå sin prøve i både land og by.
Ifølge den socialdemokratiske topfigur, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, er det en bunden opgave for partiet at kunne rumme både den almindelige lønmodtager i provinsen og storbyvælgeren i København.
Gæster: Kaare Dybvad Bek, socialdemokratisk udlændinge- og integrationsminister og Bent Winther, Berlingskes politiske kommentator.
Vært: Jacob Rosenkrands.
Fik du læst?
Forskning | Forskere bag middel mod hårtab blev »blæst bagover«
Privatøkonomi | Drømmer du om bolig i udlandet? Se, hvad det koster at bo og leve sydpå
Psykologi | I 15 år har professor forsket i »mørke« personligheder. Her har særligt 10 kendetegn
God dag!