Godmorgen! Ayatollah Ali Khamenei er død, og Iran går efter weekendens amerikansk-israelske bombeangreb en usikker fremtid i møde. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Det var ikke kun årtiers trods og terror mod USA og Israel, som i sidste ende kostede Khamenei livet.
Lars Løkke lagde Jon Stephensen på is – men sms'er viser noget ganske andet.
Valgforsker Kasper Møller Hansen kalder Socialdemokratiets nye forslag om formueskat for et »slam dunk«. En ny måling viser nemlig, at forslaget splitter de blå vælgere.
Rusland forsøgte til det sidste at redde regimet i Iran. Uanset hvordan krigen nu ender, står Putin til at tabe.
Dansk Folkeparti melder sig klar til at vælte en borgerlig regering med et nyt ultimativt krav på udlændingeområdet. De resterende borgerlige partier er langtfra lige så absolutte.
Dagens vigtige: Irans nye lederskab er klar til at tale, siger Trump

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er død, og Iran brænder.
Lørdag morgen klokken 7:00 dansk tid begyndte Israel og USA et omfattende bombeangreb rettet mod især iranske militærinstallationer, herunder missil- og dronekapaciteter og luftforsvar.
Et angreb, som ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, vil fortsætte »uafbrudt ugen ud, eller så lang tid det er nødvendigt for at opnå vores mål om FRED I HELE MELLEMØSTEN OG, SANDELIG, VERDEN!«
Før de lod bomberne falde, vidste amerikanerne, at Khamenei lørdag morgen sandsynligvis skulle mødes med højtrangerende medlemmer af sit sikkerhedskabinet i ayatollahens residens.
Så israelske kampfly udraderede i fuldt dagslys med 30 bomber Khameneis bolig og dræbte blandt andre den islamiske revolutions vogter.
Dertil havde israelsk efterretningsvæsen opsnappet oplysninger om yderligere to møder mellem højtstående repræsentanter for regimet.
Således er både forsvarsministeren, forsvarschefen, den øverstkommanderende for Revolutionsgarden og lederen af det nationale sikkerhedsråd bekræftet dræbt af de iranske myndigheder.
Dermed går Iran en usikker fremtid i møde.
Reaktionen fra den iranske revolutionsgarde var næsten øjeblikkeligt at sende missiler og droner mod amerikanske baser i andre mellemøstlige lande:
Israel, Bahrain, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Irak, Syrien, Jordan og Saudi-Arabien.
I alt er ti lande kommet under angreb i krigen de seneste dage.
Følg med i den seneste udvikling i Berlingskes liveblog.
Dagens Pilestræde
Mette Frederiksen viser sig blødere, lyttende og rødere i valgkampen og distancerer sig fra fortiden.
Hendes udspil virker SF-inspirerede, men hun åbner for samarbejde over midten.
Hvad betyder statsministerens uforudsigelighed for valget?
Dagens gæster er Kasper Løvkvist, politisk korrespondent, og Bent Winther, politisk kommentator.
Fik du læst?
Forelskelse | De færreste bliver »hovedkulds forelsket« mange gange i løbet af et liv. Det antyder ny forskning. Psykolog peger på tre områder, der betyder mere for et godt forhold end »den første rus«.
Magt | »Voldsomme skænderier« gik forud for dramatisk fyring. Nu samler magten i F.C. København sig om én person.
Misinformation | Prorussere brugte Pia fra TV 2 til at sprede falske nyheder – og vi skal tage truslen »meget alvorligt«
God dag!




