Hvem ejer Grønland om fire år? »Vi får se,« svarede Marco Rubio – og lagde øget pres på den danske regering

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Godmorgen! Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, bekræfter, at USA har som prioritet at købe Grønland. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Imens redningshold hentede lig op af floden, pegede Trump fingre ad Obama og Biden. Diversitetspolitik spillede en rolle i ulykken, hævdede præsidenten.

  2. Lars Løkke Rasmussen ryger pludselig pibe. Det er langtfra tilfældigt, mener ekspert.

  3. Janus Tarp er lam fra skuldrene og ned. Alligevel er han den eneste i regeringens udvalg, der afviser dødshjælp.

  4. Truslen om fysisk sabotage i Danmark er skærpet. Nu opruster PET markant.

  5. Berlingske har testet mystisk kinesisk chatbot – til sidst kom den til at afsløre sig selv.

Dagens vigtige: Presset på Danmark vokser

Marco Rubio nedtoner i interview hos Megyn Kelly truslen om, at USA vil bruge militærmagt mod Danmark. Linda Kastrup

USAs præsident Donald Trump mener det alvorligt, når han siger, at USA vil købe Grønland.

Det slog den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, fast, da han torsdag gæstede den kendte amerikanske vært Megyn Kellys program hos SiriusXM Radio.

»Det er ikke en joke,« sagde Rubio om Trumps ønske om at købe Grønland:

»Dette handler ikke om at erhverve jord med det formål at erhverve jord. Dette er i vores nationale interesse, og det skal løses.«

Han omtalte den forsvarsaftale, der er mellem Danmark og USA, som betyder, at amerikanerne hjælper med forsvaret af Grønland:

»Hvis vi allerede er på krogen for at skulle gøre det, så kan vi lige så godt have mere kontrol over, hvad der sker der.«

Megyn Kelly spurgte i interviewet Rubio, om USA ejer Grønland om fire år.

»Vi får se. Det er præsidentens prioritet,« svarede ministeren.

I samme ombæring nedtonede han truslen om, at USA vil bruge militærmagt mod Danmark.

Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, mener, at udenrigsministerens udtalelser om Grønland endnu en gang øger presset på den danske regering.

»Det er udtalelser som denne, der er med til at opretholde presset på Danmark og alarmberedskabet i Statsministeriet. Det kan trække ud i meget lang tid, før der kommer en afklaring,« siger han.

Bent Winther bider mærke i, at det er mindre end en uge siden, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen talte med sin amerikanske kollega, hvor Grønland ikke var på dagsordenen.

»Løkke talte med Rubio i sidste uge, og nogle har haft en fornemmelse af, at den amerikanske udenrigsminister er en af de mere moderate, som man kan tale med i Trumps administration. Det her viser, at det er Trump, der bestemmer, og vi kan ikke andet end at vente på hans næste træk. Der er ingen 'good guy', vi kan sætte vores lid til,« vurderer Bent Winther.

Rubio understreger alvoren af Trumps trusler, skriver også USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, i en analyse:

»Marco Rubio havde intet valg og er nødt til at understrege alvoren af Trumps trusler. Men samtalerne i diplomatiet i Washington peger i en helt anden retning.«

Fik du læst?

  • Anmeldelse | Fojetta må simpelthen være Københavns bedste måltid til prisen lige nu, skriver gastronomiredaktør Søren Jacobsen Damm.

  • Dine penge | Interessen for klassiske luksusure er faldet. Derfor kan en særlig videresalgsfinte ikke længere betale sig, advarer ekspert.

  • Sverige | Myndighederne har længe sagt, at fremmede magter er aktive i Sverige – onsdag fik man måske beviset, skriver nordisk korrespondent Peter Suppli Benson.

Lige nu

Detaljerne om kollisionen mellem et passagerfly og en militærhelikoper i Washington natten til torsdag dansk tid pibler frem. 

Blandt andet kan  Politico afsløre, at der i årevis har været en række nærved-ulykker i den meget travle lufthavn. De sorte bokse fra American Airlines-passagerflyet er også blevet fundet og er ved at blive undersøgt.

Berlingske følger sagen, og du kan blive opdateret på seneste nyt i vores liveblog.

God dag!