Godmorgen! I tre forskellige sager anklages en række europæiske lande for at krænke borgeres velvære og mentale helbred ved at nøle med klimaforandringerne. Det skal Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tage stilling til i dag. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Erstatningskommissioner beskyldes for at være inhabile, og en hidtil ukendt rapport viser, at minkavlerne får ti milliarder kroner for meget. Minksagen begyndte som en skandale og tegner til også at ende som en.

  2. Mens sundhedsvæsenet lider, ansættes der tusindvis af nye akademikere i regionerne. Men de har ikke afløst andet administrativt personale – en udvikling, eksperter har svært ved at forklare.

  3. Den kendte journalist og tidligere Christiansborg-insider Søren Lippert har identificeret tre demokratiske sprækker så dybe, at vores nuværende politiske system og institutioner ikke kan overleve dem.

  4. Abortspørgsmålet er en tabersag for Republikanerne, og Trump forsøger nu at læse folkestemningen. Det er første gang, vi ser en mere moderat linje fra den kontroversielle ekspræsident.

  5. Eliteforskere har analyseret 40.000 hjerner og har fundet tre faktorer, som ælder din hjerne. Men det kan du nå at ændre på. Professor deler råd til at holde hjernen sund.

Dagens vigtige: Menneskerettighedsdomstol med afgørende domme i sager om klimaforandringer

Det er blevet mere mainstream at dyrke »verden går under«-tankegangen, end det har været før, mener antropolog.
Det er blevet mere mainstream at dyrke »verden går under«-tankegangen, end det har været før, mener antropolog. Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix

I dag afsiger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRK) domme i hele tre sager om klimaforandringer.

Sagerne er anlagt af forskellige aktører mod henholdsvis Schweiz, Frankrig og Portugal samt 32 andre lande for ikke at have handlet nok og rettidigt i bekæmpelsen af den globale opvarmning.

Den mest bemærkelsesværdige sag drejer sig om en gruppe unge portugisiske statsborgere, der mener, at Portugal samt 32 andre stater, herunder Danmark og andre EU-lande, ikke har formået at reducere deres CO2-udslip tilstrækkeligt. Specielt flere års ekstrem varme og skovbrande i Portugal betyder, at deres ret til privatliv, velvære, mentale helbred og et hjem krænkes, hævder de unge portugisere.

Advokaten, der leder den portugisiske sag, Gerry Liston, sagde, at en dommen vil kunne »skabe præcedens for andre internationale domstole«, skriver Financial Times.

»Den dom, vi søger, ville i realiteten være den samme som en juridisk bindende regional traktat. Det ville tvinge stater til hurtigt at reducere deres emissioner, men det ville også få dem til at tvinge store virksomheder i Europa til at reducere deres emissioner,« sagde Gerry Liston til Financial Times.

Nils Ole Bubandt, der er professor i antropologi på Aarhus Universitet, beskriver unges klimaangst som denne generations »store frygt« – ligesom unge, der voksede op i 1980erne, husker truslen fra atombomberne.

Men hvor »No Future-generationen« var et marginalt fænomen, der opfostrede subkulturer som punken, så er denne generations dystre fremtidsfortælling blevet mainstream.

»Vi ser bærende organisationer, politikere og fremtrædende diskurser forholde sig til klimaforandringer. Det er et skift,« siger Nils Ole Bubandt.

De unge portugiseres påstand om, at klimaforandringer påvirker deres mentale helbred er også »meget interessant«, mener antropologen. Det er nemlig et opgør med hele modernitetsforståelsen efter Anden Verdenskrig og tankegangen i velfærdsstaten, at vi skulle udvide vores materielle verden, få flere goder, for så ville vores »horisont og mentale univers« også blive større.

»Nu siger man faktisk her med denne retssag, at jagten på materiel velstand gør mig fattigere, fordi den materielle rigdom kommer på bekostning af den naturlige rigdom. Sådan et sagsanlæg her er et opgør med den industrielle logik, at man bliver rigere indvendig ved at få materielle goder,« siger Nils Ole Bubandt.

Dagens Pilestræde

Sagen om fregatten »Iver Huitfeldt«, hvis missilsystem fejlede i starten af marts, har eskaleret en intern krig mellem Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. Hemmelige oplysninger bliver lækket i flæng til pressen, mens politikerne på Christiansborg ser måbende til.

Nu er forsvarschef Flemming Lentfer blevet fyret. Men løser det stridighederne? Og hvad er de militære og menneskelige konsekvenser, hvis stridsøksen i forsvaret ikke bliver begravet?

Du kan høre Dagens Pilestræde her.

Fik du læst?

  • Eksistens | En ung kvindes hjerne lyste vildt og voldsomt op i minutterne efter døden – og det betyder, at vi måske skal gentænke den, skriver Malthe Håkonssen.

  • Børn | Forsker og tidligere skolepsykolog har et bud på, hvorfor flere og flere børn får frygt og angst for skolen. Nu kommer hun med et råd til forældre og en opsang til skolen, skriver Kristoffer Kræn Sørensen.

  • Hormoner | Mændene er fyldt 50 år. De er sure, og de bliver sendt til lægen af deres koner. Men en overlæge har løsningen, skriver Malte Møller Madsen.

Lige nu

I dag styrker Rusland og Kina deres samarbejde.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er landet i Beijing, hvor han i to dage skal mødes med blandt andre Kinas udenrigsminister, Wang Yi.

De to lande skal diskutere krigen i Ukraine og Kinas interesser i Stillehavet.

»Beijing og Moskva kommer til at fortsætte sit stærke strategiske samarbejde på verdensscenen,« sagde Wang Yi, da han tog imod Lavrov.

God dag!

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.