Godmorgen! Eksperter sår tvivl om Mette Frederiksens løfte fra tv-debat. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Eksperter er enige: Arvinger kan udhule Socialdemokratiets planer om formueskat

  2. Venstres tidligere valgstrateg bryder ud i latter, da han ser spritny regeringsmåling: »Det skulle man dæleme ikke tro«

  3. Socialdemokratiet med opsigtsvækkende forslag: Vold mod ansatte skal give karantæne fra sundhedsvæsnet

  4. På 41 dage sikrede han københavnsk restaurant en Michelin-stjerne. Nu er køkkenchef fyret efter voldsepisode 

  5. Dette er Irans nye leder. Han er lige så brutal og konfrontatorisk som sin dræbte far

Dagens vigtige: Stor forvirring om Socialdemokratiets formueskat

Eksperter mener ikke, at det forventede provenu af formueskatten vil nå de bebudede niveauer, hvis formueskatten kun omfatter den formue »du har her og nu«, som Mette Frederiksen formulerede det under tv-debatten. 
Eksperter mener ikke, at det forventede provenu af formueskatten vil nå de bebudede niveauer, hvis formueskatten kun omfatter den formue »du har her og nu«, som Mette Frederiksen formulerede det under tv-debatten.  Foto: Mathias Svold

Statsminister Mette Frederiksen sagde søndag aften, at Socialdemokratiets bebudede formueskat ikke vil ramme iværksættere.

Den overraskende melding faldt under debatten mellem de to statsministerkandidater Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, der blev vist på TV 2.

»Vores forslag er ikke en formueskat på en virksomhed, der på et tidspunkt kommer til at tjene penge, og hvor der er nogle investorer, som tror på den. Det er ikke det, en formueskat handler om,« lød det fra Mette Frederiksen.

Det var overraskende, da mange var af den opfattelse, at også iværksættere var omfattet af formueskatten – og mandag har forvirringen vundet indpas på Christiansborg og i dansk erhvervsliv.

Socialdemokratiets idé med formueskatten er blandt andet, at provenuet skal gå til at finansiere partiets skoleudspil, der har fået navnet »lilleskolen«.

Men der er et problem. For enten passer det ikke, når Mette Frederiksen siger, at iværksættere ikke er omfattet af skatten. Eller også mangler partiet milliarder til gennemførelsen af »lilleskolen«.

Det kunne Berlingske fortælle mandag efter at have gennemgået forslaget i fællesskab med en række eksperter.

Og ifølge eksperterne vil provenuet fra formueskatten blive væsentligt mindre end antaget, hvis Socialdemokratiet holder fast i, at det kun vil beskatte virksomheders egenkapital og ikke de unoterede aktiers markedsværdi.

Men Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, anerkendte ikke præmissen, da Berlingske spurgte ham, om formueskatten skal ramme iværksættere, eller partiet skal finde flere penge for at finansiere »lilleskolen«.

Han fastholdt, at Socialdemokratiet følger samme tilgang, som Skatteministeriet bruger.

Kan du garantere, at virksomheder kun vil blive beskattet på baggrund af deres egenkapital, og kan du garantere, at det ikke vil påvirke provenuet?

»Ja, i udformningen af det konkrete beskatningsgrundlag vil vi tage udgangspunkt i egenkapitalen. Netop for at tage hensyn til iværksættere,« siger Christian Rabjerg Madsen og tilføjer:

»Det er fuldt foreneligt med samtidig at tilvejebringe de 6,5 milliarder kroner, vi vil investere i folkeskolen og i at fjerne ejendomsværdiskatten for de billigste boliger.«

Ifølge Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, skal man ikke undervurdere sprængfarligheden, den store tvivl om formueskatten medfører.

»For første gang er det dog den politiske substans, der presser Mette Frederiksen. Sådan for alvor,« skriver han og konkluderer, at Mette Frederiksen »ikke kan sove roligt frem til den 24. marts«.

Dagens Pilestræde

Troels Lund Poulsen er efter søndagens tv-duel med Mette Frederiksen trådt i karakter som statsministerkandidat. Men den nye rolle kræver også, at vælgerne for alvor får øje på hans kvaliteter. 

Kan Venstres »kedelige og driftsikre« profil overbevise folket og hente stemmer hjem? Vi analyserer, om netop disse egenskaber kan blive en styrke. 

Dagens gæster er politisk kommentator Bent Winther, politisk journalist Mia Gleerup Fallentin og politisk kommentator Jarl Cordua.

Lyt med her.

Pilestræde

Troels Lund Poulsen er trådt i karakter som statsministerkandidat efter søndagens tv-duel med Mette Frederiksen. Men vælgerne skal også for alvor få øje på hans kvaliteter.  Vi tegner et portræt af Venstres statsministerkandidat, Troels Lund Poulsen, der har fået et image som »kedelig og driftsikker« og spørger, om netop disse kvaliteter kan høste stemmer?  Gæster: Berlingskes politiske kommentator Bent Winther, politisk journalist Mia Gleerup Fallentin og politisk kommentator Jarl Cordua. Vært: Jacob Rosenkrands

Fik du læst?

God dag!