Godmorgen! Regeringsforhandlinger fortsætter, og Lars Løkke Rasmussen siger, at det »ser stadigvæk tungt ud«. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Fagbevægelse vil redde de unges pension. Men arbejdsgiverne advarer.
Anmeldelser om drugging bliver flere og flere. Emilla Møller vågnede op med et sort hul i hukommelsen.
Forhandlingerne om 7.000 soldaters løn er brudt sammen. Formand for fagforening kritiserer Forsvaret for at »smadre balancen« mellem Forsvarets soldater.
Forfatter Caspar Eric kommer med hård kritik af radiovært Ditte Okman, efter hun grinte ad klip med handicappet: »Behøver vi aktivt at putte mere lort ind i verden?«
I 1972 bombede præsident Nixon sin vilje igennem i Vietnam, og Trump truer nu med at gøre det samme i Iran. Men han har et problem, skriver udenrigskorrespondent Poul Høi i en analyse.
Dagens vigtige: To partier skal blive enige – ellers kan vi ende i en »meget langstrakt proces«

Der er nu gået mere end to uger siden folketingsvalget, og vi står stadig uden en ny regering.
Regeringsforhandlingerne fortsatte tirsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) mødtes med Alternativet, Enhedslisten og Moderaterne.
I løbet af dagen rakte SF desuden en hånd frem til kongemageren Lars Løkke Rasmussen (M), da partiet nu erklærede sig åben for andre løsninger end en formueskat – som Løkke er indædt modstander af – til at finansiere partiets politiske ønsker.
»Det er SF-politik at indføre en formueskat, men når vi skal forhandle regering, så er vi også villige til at kigge på andre finansieringskilder,« sagde formand Pia Olsen Dyhr til DR.
Få timer senere lød det dog fra Lars Løkke, at det »stadigvæk ser tungt ud«, efter han havde været til møde i Statsministeriet. Han opfordrede igen Venstre og Konservative til at »træde i karakter« i jagten på en udvidet midterregering – SVM plus K og R.
Løkke er nemlig fortsat i tvivl om, hvorvidt en centrum-venstreregerings økonomiske politik kan blive »offensiv nok«.
»Når Mette Frederiksen afsøger en rød regering, er vi bekymrede, og hvis vi skal videre den vej, skal vi have forsikring om, at sådan en regering kan føre en politik, der gør Danmark rigere og øger arbejdsudbuddet,« sagde han til TV 2.
Netop den økonomiske politik er en stor knast i forhandlingerne, skriver Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, i en analyse.
»Det gælder emner som pension, tilbagetrækningsalder, skat og vilkårene for erhvervslivet.«
Han fremhæver, at Lars Løkkes centrale krav er, at der skaffes ekstra økonomisk råderum – som ifølge Løkke kun er blevet mere nødvendigt med udsigten til en international energikrise, der truer i disse dage.
Over for det står SF, som ikke ønsker at gentage resultatet af regeringsforhandlingerne i »Det Sorte Tårn i 2011«, bemærker Bent Winther.
»Her blev SF tvunget til i en regering med S og R at føre en blå økonomisk politik, hvilket endte i en katastrofe for partiet.«
Så hvis ikke de to ender kan bindes sammen, »kan forhandlingerne ende i nye kongerunder og en meget langstrakt proces«, vurderer Bent Winther.
Dagens Pilestræde
Krigen i Ukraine er i høj grad blevet en dronekrig, der spreder frygt og ændrer krigens gang.
På en hemmelig fabrik nær Kyiv produceres droner, der rammer mål dybt inde i Rusland. Berlingske har som det eneste danske medie besøgt den ukrainske våbenproducent Fire Point.
Dagens gæst er forsvarsjournalist på Berlingske Andreas Lindqvist.
Fik du læst?
Sejr | Han flyttede 22 millioner mellem to konti og stod til skatteregning på 127 millioner. Nu har han vundet over Skat.
Magtmisbrug | Direktør opdagede, at journalister fik kontanter i brune kuverter – og blev hurtigt fyret.
Teknologichok | EU-topfolk efter besøg i Kina: »Vi er blevet blæst bagover – det her skræmmer mig«.
God dag!




