Godmorgen! Den højspændte sikkerhedspolitiske situation fortsætter, når Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, torsdag besøger Trump i Det Hvide Hus. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. »Det er fantasilliarder«: Geolog gennemhuller Trumps mineraldrømme i Ukraine

  2. Pensionskassens store sats skulle gøre verden »til et bedre sted«. Men det er endt i kaos og fyringer

  3. Reformforslag vil indbringe statskassen over 45 milliarder til forsvaret, og en stor erhvervsorganisation bakker op

  4. Korrespondent om dobbelt kovending: Aki-Matilda Høegh-Dam kan potentielt have »kuppet« sin tidligere partileder

  5. Stjerneforfatters private breve vækker ballade – familie og venner er vrede og »i sorg«

Dagens vigtige: Europa må trække læsset og betale regningen, siger Flemming Splidsboel

Imens den sikkerhedspolitiske situation er på det højeste, taler både Trump og Macron nu om våbenhvile om »få uger«. Men ingen har tilsyneladende spurgt Rusland, skriver Berlingskes Ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, i sin analyse.
Imens den sikkerhedspolitiske situation er på det højeste, taler både Trump og Macron nu om våbenhvile om »få uger«. Men ingen har tilsyneladende spurgt Rusland, skriver Berlingskes Ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, i sin analyse. Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Den højspændte sikkerhedspolitiske situation, som senest onsdag aften blev manifesteret af Trump, da han gentog parolen om, at Ukraine »kan glemme alt om« NATO-medlemskab, fortsætter torsdag, når Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, rejser til Washington.

Trump pointerede, at når det kommer til Ukraines fremtidige sikkerhedsgarantier, så må Europa trække læsset og betale regningen.

»Vi vil få Europa til at gøre det (..). Europa ligger lige ved siden af, men vi skal nok sørge for, at alting går godt,« sagde Trump

Når Keir Starmer torsdag tropper op i Det Hvide Hus, vil det være med en anden mission.

Hvis Europa står alene med sikkerhedsgarantierne, kan det nemlig meget hurtigt blive en meget prekær situation, hvis russerne om nogle år vælger at rykke ind over grænsen igen, samtidig med at USA stiller sig helt udenfor. Det fortæller seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel til Berlingske:

»Det er derfor, at Keir Starmer, når han rejser til USA, siger, at Storbritannien gerne vil være de første til at forpligte tropper til en fredsbevarende styrke, men at det skal være med amerikansk back-end,« siger Splidsboel.

Det er nemlig kun amerikanerne, der kan levere den fornødne atomgaranti, taget Ruslands enorme atomarsenal i betragtning. 

Det kan Europa ikke selv.

Men Starmers besøg i Det Hvide Hus torsdag er ikke det eneste internationale møde, som det internationale samfund vil have øje på denne uge. Onsdag aften meldte præsident Zelenskyjs kontor nemlig ud, at han fredag rejser til Washington for at underskrive Ukraines mineralaftale med USA.

Selvom den ikke er en decideret sikkerhedsgaranti, er det stadig positivt for Ukraine, siger Flemming Splidsboel.

Når det bliver søndag, rejser Zelenskyj videre til Storbritannien, hvor Keir Starmer har indbudt en række europæiske ledere fra blandt andet Italien, Tyskland, Frankrig og Polen til et møde om den vaskelige sikkerhedspolitiske situation. 

Mødet er således en forløber for det ekstraordinære topmøde i Det Europæiske Råd, som finder sted 6. marts. Emnet er endnu engang Ukraine.

Samtidig taler både Trump og Macron nu om våbenhvile om »få uger«. Men ingen har tilsyneladende spurgt Rusland, skriver Berlingskes Ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, i denne analyse.

Dagens Pilestræde: Endnu en opsang til curlingforældrene

Det er slut med at skyde skylden for børn og unges mistrivsel på skolernes lærere og ledere, på politikerne, techgiganterne eller strukturerne i det hele taget. Nu skal forældrene selv tage ansvar og opdrage deres børn bedre.

Det er budskabet fra regeringens trivselskommission, der netop har afleveret sin rapport med anbefalinger til, hvordan vi skaber mere robuste børn og unge. Her lyder det blandt andet, at forældre skal stoppe med at overvåge og overbeskytte deres børn.

Men er det bare endnu et kapitel i den store samfundsfortælling om, at det altid er forældrenes skyld? 

Lyt til dagens Pilestræde her.

Gæst: Rasmus Meyer, formand for Trivselskommissionen og forstander på Krogerup Højskole

Vært: Anne Sofie Allarp

Fik du læst?