Godmorgen! Blå bloks muligheder for et flertal er forvitret henover weekenden. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Nye tal afslører: Skatteyderne i Nordsjælland og København trækker »velfærdslæsset« i Danmark.
Kilder til Berlingske: Venstres storbyprofil forsøgte at råbe op om drikkevandet. Så blev hun sat på plads af Stephanie Lose.
Iværksætter Thomas Rolin slæber et spor af vrede kunder efter sig. Nu prøver han lykken i Sverige.
Eksperter efter rapporter om mulig landinvasion: Amerikanske soldater risikerer at blive skydeskiver.
Kaotisk »kødangreb« varsler noget meget større: Her er Putins plan for at lokke Trump til at gøre, hvad Moskva ønsker.
Dagens vigtige: Blå partier ekskluderer to mandater på en enkelt dag

Det nye folketing er under en uge gammelt.
Men allerede nu har blå blok mistet sine første to mandater.
Lørdag eftermiddag ekskluderede Borgernes Parti Jacob Harris, og lørdag aften ekskluderede Liberal Alliance det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen.
Dermed er de partier, der udgør blå blok, gået fra at have 77 mandater til nu kun at have 75 mandater.
Med andre ord: Blå bloks vej til et regeringsdueligt flertal er nu blevet yderligere besværliggjort.
»Hvis et rent blåt flertal med Løkke så muligt ud før, så er det nu helt umuligt,« lyder det fra Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther.
Jacob Harris, der var den største stemmesluger udover partiformand Lars Boje Mathiesen hos Borgernes Parti, er blevet ekskluderet efter en række historier om, at Harris er under beskyldning for »groft uforsvarlig« forretningsførelse i et konkursramt selskab.
I Liberal Alliance er Cecilie Liv Hansen blevet ekskluderet, fordi man i partiet er blevet opmærksom på, at hendes samlever har solgt cannabis.
»Det sætter spørgsmålstegn ved Cecilie Liv Hansens dømmekraft,« lød det søndag fra gruppeformand Ole Birk Olesen.
Både Jacob Harris og Cecilie Liv Hansen agter at fortsætte som løsgængere i Folketinget, hvilket betyder, at både Borgernes Parti og Liberal Alliance mister et mandat.
Og det har altså stor betydning for de igangværende regeringsforhandlinger.
For med bare 75 mandater mellem sig kan partierne i blå blok ikke længere mønstre et flertal sammen med Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.
»Messerschmidts model, hvor Løkke skulle være støtteparti for en blå regering, og Troels Lund Poulsens ‘blå midterregering’ hviler nu på nordatlantiske mandater eller løsgængere,« siger Bent Winther og tilføjer:
»Og Løkke har ikke længere noget at true med, hvis Venstre og Konservative melder endegyldigt fra til en bred midterregering.«
Dagens Pilestræde
Efter at amerikanske soldater brugte tech-virksomheden Anthropics ai-modeller i angrebet på Venezuela, har der udspillet sig en magtkamp mellem ai-branchen og Det Hvide Hus.
Striden blotlægger et større etisk dilemma om, hvordan vi skal navigere i et farvand, hvor private aktører forsyner stater med et militært supervåben.
Dagens gæster er udlandsredaktør Kristian Kjærholm Pedersen og journalist Troels Heeger.
Fik du læst?
Arbejdsliv | Det var »game over« for hendes forretning, da ChatGPT blev lanceret: »Jeg følte, at det var min egen fejl«
Gastronomi | Wauw! Søren Frank kaster om sig med stjerner: Her er den billige genvej til rød bourgogne
God dag!





