Da vi blev Napoleonskrigenes store taber

Kronikker: Det var et trist kapitel i danmarkshistorien, da vi blev tvunget over på Frankrigs parti. Napoleon fattede ikke, at fæstningen København havde overgivet sig efter kun tre dages bombardement og uden at være blevet stormet. Grunden var, at vi havde forberedt søforsvaret bedst muligt for at kunne forhindre sømagten Storbritannien i at bombardere fra søsiden, og vi havde ikke forestillet os, at briterne ville kunne angribe København til lands.

Tegning: Peter Lautrop. Fold sammen
Læs mere
Begivenhederne i 1807 blandes ofte sammen med Englænderkrigenes første fase, der fandt sted i 1801. 1801 bør imidlertid huskes for Slaget på Reden og 1807 for Københavns bombardement og »flådens ran«, dvs. at briterne tog stort set hele vores ubeskadigede flåde og afsejlede med den. I 1801 angreb briterne for at tvinge os ud af det væbnede Neutralitetsforbund med Rusland og Sverige. De nedkæmpede vores flåde under Slaget på Reden den 2. april, tog kun ét linjeskib som prise og ilede så videre ind i Østersøen.

Efter 1801 gjorde vi alt for ikke at tirre englænderne, men i 1807 fik de nys om, at Napoleon og zar Alexander i juli ved freden i Tilsit havde indgået et hemmeligt forbund rettet mod Storbritannien. I de hemmelige planer indgik tanken om at lokke eller tvinge Danmark over på deres side, så de kunne udnytte den danske flåde. Det fik briterne på krigsstien mod os, idet de mente, at det ville tjene deres interesser bedre, hvis det var dem, der overtog den danske flåde.

Kort fortalt skete der derefter følgende: 3. august 1807 ankrede en overlegen britisk flådestyrke med knap 30.000 mand landgangstropper op på Helsingør red, hvor de blev liggende til den 15. I modsætning til 1801, hvor Kronborgs kanoner havde skudt med skarpt, men ikke kunnet ramme, var der i 1807 kun blevet saluteret med løst krudt. Danmark var jo ikke i krig med Storbritannien.

Krigen kom først 16. august, hvor Danmark havde afvist at tilslutte sig briterne eller i hvert fald at udleje flåden til dem. Den dag gik Wellesley, den senere hertug af Wellington, i land ved Vedbæk uden at møde modstand.

Den 17. august var København med 100.000 indbyggere og under 20.000 forsvarere indesluttet. Søforsvarets kanonbåde og forter holdt briterne på god afstand fra byen, medens landforsvaret, der var forsømt både med hensyn til modernisering af fæstningen og mandskabsmæssigt og kun kunne indsætte omkring 5.000 af sine 14.000 mand offensivt, blev trængt stadigt længere tilbage mod fæstningen.

Den 21. august var hele den britiske invasionsstyrke i land på Sjælland og påbegyndte belejring og forberedelser til bombardement. Den 29. ved Køge knuste Wellesley med knap 7.000 professionele og krigsvante soldater en dansk styrke på omkring 5.000, der næsten udelukkende bestod af landeværnsmænd. For at komme hurtigst muligt væk fra de grumme briter, smed de deres træsko, hvorfor kampen omtales som »Træskoslaget«.

Det danske søforsvar af København holdt hele tiden briterne stangen, og den indesluttede landstyrke foretog seks udfald mod belejrerne, men lige lidt hjalp det. Efter en sidste gang at have opfordret danskerne til at udlevere flåden, tilskrev briterne danskernes stædighed skylden for civilbefolkningens kommende lidelser og indledte 2. september kl. 19,30 et bombardement af hovedstaden. Det varede til 5. september om eftermiddagen, derefter bad forsvarerne om våbenhvile, kapitulation blev underskrevet 7. og 21. oktober afsejlede briterne med bl.a. 15 danske linjeskibe. Danmark var foreløbig udraderet som flådemagt.

Det var let at tælle, hvor mange skibe briterne tog, og at konstatere, at 305 bygninger, med Frue Kirke som den mest kendte, var blevet totalt ødelagt, samt at 1.500-1.600 huse og gårde var beskadiget af bombardementet og de brande, det medførte. Mere kompliceret var det at fastslå, hvor mange menneskeliv, kamphandlingerne havde kostet.

Briterne opgiver i alt 85 faldne, heraf 56 til lands og til søs foran København. Fra vor side mener man, at der faldt mellem 100 og 150 under Træskoslaget. Nærmere kunne man ikke komme det, for landeværnet spredtes for alle vinde, og mange blev begravet, hvor de faldt. Endnu mere usikre er opgivelserne med hensyn til tabene i København. Indtil for nylig var det god latin at sige, at briternes brutale og hensynsløse beskydning kostede 1.600 af byens borgere livet. Det, og at briterne havde brugt noget så umenneskeligt som raketter, klang passende grusomt i propagandaen, men den nyeste forskning tyder på, at der døde mindre end 200 civile og mellem 300 og 400 militærpersoner.

Uanset størrelsen af de menneskelige tab var det specielt for Napoleon helt uforståeligt, at fæstningen København havde overgivet sig efter kun tre dages bombardement og uden at være blevet stormet. Grunden til, at det gik så galt, var imidlertid indlysende. Danmark havde forberedt søforsvaret bedst muligt for at kunne forhindre sømagten Storbritannien i at bombardere København fra søsiden. Som alle andre havde vi derimod ikke forestillet os, at briterne ville kunne angribe København til lands. De fik imidlertid på grund af freden i Tilsit de styrker til rådighed, der skulle have opereret sammen med bl.a. Alexander mod Napoleon, og deres indsættelse var vi ikke forberedt på at imødegå.

Dels stod vores udmærkede felthær på den jyske halvø for at forhindre Napoleon i at tvinge os over på sin side, dels havde vi helt forsømt at uddanne landeværnet, der skulle bære hovedbyrden i forsvaret af Sjælland og København, dels havde vi ikke moderniseret hovedstadens befæstningsanlæg. Fæstningens voldsystem var ikke blevet suppleret med fremskudte værker, hvorfor fjenden kunne opstille sit belejringsartilleri helt ind til ca. 1,5 km foran fæstningen. Hvis man skulle have forhindret bombardement fra landsiden med moderne belejringsskyts, skulle det imidlertid have været holdt tre km væk. I stedet kunne man ved hyppige udfald have kastet briterne tilbage, men det var der ganske enkelt ikke tilstrækkeligt mange veluddannede soldater til i København.

Hvis Storbritannien havde erklæret krig i god tid, inden landgangsstyrken var afsejlet mod Danmark, kunne vi naturligvis straks være gået over til Napoleon og have overført vores felthær til Sjælland. Sådan spillede klaveret imidlertid ikke. Storbritannien gennemførte i stedet et præventivt angreb. Det er altid militært set fornuftigt, for så kan man gå i lag med en uforberedt fjende, og i 1807 var der ikke mange i Storbritannien, der fik moralske skrupler over det.

Det primære var at skabe de bedst mulige forhold for staten og dens indbyggere, og det brugte man om nødvendigt militær magt til. Siden da, og ikke mindst efter 1900-tallets to verdenskrige, er man i Vesteuropa blevet stadigt mere betænkelig ved at bruge militær magt, og siden 2001 er de politiske problemer ved at angribe modstanderen, før man selv har fået et blodigt hug af ham, blevet tydeligt demonstreret.

Krigen i Afghanistan er stadig acceptabel, for den blev udløst af al-Qaedas angreb mod World Trade Center og Pentagon, der kostede 3.000 livet. Irakkrigen, der blev udløst af Saddam Husseins tidligere synder og mistanke om et fremtidigt angreb, har derimod helt mistet sin folkelige opbakning selv i USA, så man skal næppe forvente præventive angreb fra vestlige magter foreløbig. Det er naturligvis moralsk nydeligt, men hjælper næppe med til at fremme Vestens snævre interesser, som angrebet i 1807 hjalp Storbritannien i kampen mod Napoleon.

Det præventive angreb kostede os dyrt. Vi blev tvunget over på Frankrigs parti og endte som Napoleonskrigenes store taber. Men dette triste kapitel i vores historie har dog to lyse sider. Den ene er, at krigen synes at have sat skub i den danske guldalder inden for litteratur og kunst. Indlæggene på Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs konference i 1998 bekræftede således konferencens tese, at krig ikke kun omfatter militærhistorie og kulturers forfald og forsvinden, men øjensynligt også muligheden for udvikling af kulturel kreativitet. I hvert fald oplevede f.eks. digterne Carsten Hauch og B.S. Ingemann samt maleren C.W. Eckersberg selv belejringen og også bl.a. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Grundtvig blomstrede i kølvandet på krigen.

Den anden lyse side er, at tabet af flåden krævede træ til bygning af en ny flåde. Derfor plantede man i titusindvis af egetræer, og da de ikke nåede at blive fældet, fordi man fandt andet materiale til at bygge skibe af, så pryder de endnu de danske skove.