Da svenskerne gik over isen til Danmark

Ekstreme vejrhændelser er noget, vi efterhånden hører om dagligt i massemedierne, og ikke sjældent kobles disse hændelser sammen med klimaforandringer - på både godt og ondt. Enkeltstående isolerede vejrhændelser, som f.eks. storme og varmebølger, kan ikke direkte kobles til den globale opvarmning, da klimaet er gennemsnittet af vejret over en længere tid - typisk 30-100 år. Derimod kan man tillade sig at antage, at sandsynligheden for ekstreme vejrhændelser kan øges i takt med en varmere verden. Det lunefulde klima har haft stor indflydelse på menneskets udvikling gennem historien. Klimasystemet er dynamisk og i konstant forandring - også selvom mennesket i de senere år har »hjulpet til« i en vis udstrækning. Men uanset om klimaet er en statistisk sammenfatning af vejret over længere tid, er enkeltstående vejrhændelser interessante at studere i et klimatologisk perspektiv, især når de har direkte og afgørende indflydelse på menneskets daglige liv.

Under den såkaldte »lille istid«, en periode med generelt koldere klima mellem 1300- og 1800-tallet, skulle vejret en januardag for 349 år siden påvirke såvel Danmarks som Sveriges fremtid.

Optakten til den kolde og skæbnesvangre januardag begyndte dog allerede 13 år tidligere. Året var 1645, og dronning Kristina af Sverige og kong Christian 4. af Danmark mødtes i den lille flække Brömsebro i Blekinge for at slutte fred efter flere års krig mellem de to enevælder. Fredsaftalen dikterede blandt andet, at Sverige skulle få toldfrihed i Øresund og i bælterne, hvilket var af stor vigtighed for svensk handel. Sverige skulle også»for evigt« få de tidligere danske områder Jämtland, Härjedalen, Gotland og Ösel (i dag kendt som øen Saaremaa i Estland). Desuden fik Sverige Halland som pant i en 30-årig periode, hvorefter svenskerne skulle tilbagelevere dette eller et andet tilsvarende område til Danmark. Freden var dyr for Danmark og alt andet end populær.

Tiderne skiftede dog hurtigt. Efter nogle år døde Christian 4. og blev efterfulgt af Frederik 3. I Sverige var dronning Kristina abdiceret og flyttet til Rom som følge af sin konvertering til den katolske tro. På den svenske trone sad nu Karl 10. Gustav, og han dyrkede ihærdigt den interesse, de fleste andre konger på den tid også gjorde, nemlig krig. I 1657 kastede han sig over Polen, men det var ikke nogen succes; faktisk gik det temmelig skidt.

Med den svenske konge travlt beskæftiget øjnede Frederik 3. nu en chance for at hævne Brömsebrofreden. Han beordrede sine danske tropper til at terrorisere befolkningen i de svenske områder og okkuperede blandt andet Bremen-området, som dengang var svensk. For den svenske konge gav dette imidlertid en belejlig undskyldning for at trække sig ud af vanskelighederne i Polen og i stedet begive sig til Danmark.

Vel i Danmark kom striden til at stå om Frederiks­odde - det der i dag er kendt som Fredericia. Her fandtes et - for den tid - moderne fæstningsanlæg, som danskerne troede det ville tage lang tid for svenskerne at indtage. Fæstningen belejredes da også i nogen tid, men da svenskerne havde studeret forholdene nærmere, bestemte de sig for at angribe i slutningen af oktober. Kampen indledtes kort før solopgang, og da solen stod op, var fæstningen, og dermed Jylland i øvrigt, ikke længere under dansk kontrol.

Næste skridt for svenskerne var at begive sig over Lillebælt. Den svenske konge turde imidlertid ikke tilkalde den svenske flåde. Årsagen var enkel - man frygtede for den danske flåde, som i styrke og smidighed var den svenske overlegen. Derudover stod vinteren for døren, hvilket gav risiko for problemer med isen.

Enden på det hele blev, at man bestemte sig for at afvente forårets komme og først herefter tage til Fyn. Umiddelbart var der således lagt op til, at både de danske og svenske soldater kunne hvile ud i nogle måneder.

December 1657 var usædvanlig kold, og frosten tiltager endnu mere i begyndelsen af januar 1658. Hurtigt gik det op for den svenske konge, at såfremt Lillebælt frøs tilstrækkeligt til, så havde hans hær nem adgang til Fyn. Temperaturen var med svenskerne, og den 30. januar var isen stærk nok til, at man kunne passere. Karl 10. Gustav gav ordre til tropperne om at gå mod syd, for at krydse bæltet mellem Hejlsminde og Wedellsborg. Man kan undre sig over, at svenskerne dermed vælger en længere rute i stedet for at gå den korteste vej. Logikken er imidlertid den, at hvor bæltet er smallest, er strømmen stærkest - og det giver tyndere is. Ved at krydse Lillebælt længere mod syd havde man dermed større sikkerhed for, at isen kunne bære de tusindvis af soldater og heste.

Færden til Fyn tager sin tid. Sneen var dyb og man gik forsigtigt frem over isen. På land nedkæmpedes hurtigt de ventende danske soldater, og imens vandrede resten af de svenske tropper over isen. Da alle var ankommet, kunne man i øvrigt konstatere, at »overraskende få« var druknet. Resten af Fyn indtoges med relativ lille modstand, og som det var skik og brug på den tid, blev de overlevende danske soldater indrulleret i den svenske hær.

Det endelige mål var imidlertid ikke Fyn, men derimod den danske hovedstad. Svenskerne skulle nu passere over Storebælt - men den lige vej mellem Nyborg og Korsør ansås for værende for lang og for usikker. I stedet besluttede man sig for at gå via Langeland, Lolland og Falster. Mellem disse øer var afstandene kortere og isen dermed mere pålidelig. Den 4. februar ankom svenskerne til Svendborg for at begynde vandringen over Storebælt.

Natten til den 5. februar indtraf der et kraftigt tøvejr. Sneen og isen begyndte at smelte. Karl 10. Gustav var urolig. Tænk om man strandede på Fyn, og dermed blev et let bytte for den danske fjende? Konsekvenserne ville være fatale. Den svenske konge bekymrede sig imidlertid unødigt - for snart skiftede vejret, og meget kraftig frost satte ind. Isen frøs således hurtigt til igen, og allerede den 6. februar vandrede man over Storebælt, for få timer senere at stå på Lolland.

Kort efter den svenske hær ankom til Sjælland, blev man mødt af et sendebud fra Frederik 3., som tilbød fredsforhandlinger. Både Sverige og Danmark ville gerne have afsluttet krigen hurtigst muligt - hvilket også skete. Den 26. februar 1658 blev freden underskrevet i Roskilde, og en »evig fred« blev proklameret. I henhold til fredsaftalen skulle Danmark give afkald på Skåne (inklusive Bornholm), Halland, Blekinge, Bohuslän og Trondheims län.

Sverige fik dermed næsten sit moderne udseende, og Danmark mistede en tredjedel af sit oprindelige areal. Udover disse store ydmygelser indgik der et antal detaljer i fredsaftalen - blandt andet skulle nogle usmagelige gobeliner på Frederiksborg Slot fjernes, da disse illustrerede slag, som danskerne havde vundet over svenskerne. Dette harmonerede åbenbart ikke med datidens svenske selvforståelse.

Roskildefreden blev sandsynligvis den dyreste for Danmark nogensinde. At miste hele det daværende Østdanmark var et chok og en stor omvæltning for det danske samfund; og det betød ikke mindst store lidelser for østdanskerne, da området i de følgende år blev »forsvensket« på ganske brutal vis.

Havde vinteren i 1658 ikke været så kold, ville udfaldet af den svenske invasion måske have set anderledes ud. Det var nemlig ikke en selvfølge, at bælterne skulle fryse til på den tid. At det så alligevel skete i 1658 var usædvanligt - også for en tid uden stor udledning af drivhusgasser. Faktisk skal man næsten 100 år tilbage før 1658 for at finde en lignende situation, og da var det tilmed i en tid, hvor klimaet generelt var koldere. I dag, hvor vi befinder os i et mildere klima, er det endnu mere usædvanligt, at bælterne fryser så hårdt som i vinteren 1658. Og vor tids skibstrafik og isbrydning sørger i øvrigt for, at ingen længere kan gå over bælterne - selv i de koldeste vintre.

Det er ikke blot den store kontrast mellem den usædvanligt kolde vinter i 1658 og den hidtil meget milde vinter i år, som er interessant i dette perspektiv. For 349 år siden havde Danmark og Sverige endog meget svært ved at sameksistere i fred og fordragelighed. I dag har de to nationer trods alt lagt fjendtlighederne bag sig og er endda så småt ved at vokse sammen i Øresundsregionen. Forhåbentlig kan begge lande opretholde den »evige fred«, som det var intentionen i Roskildefreden. Dronning Margrethe 2. behøver således næppe frygte for en svensk invasion med hendes fætter kong Carl 16. Gustaf i spidsen. I hvert fald ikke over isen!