Det er interessant, som de historiske erkendelser i storpolitikken kan ændre sig 180 grader på kort tid. I årevis har amerikanske politikere, og da ikke mindst Bush-regeringen, kæmpet for at undgå en sammenligning mellem den militære tilstedeværelse i Irak og det nationale krigstraume fra Vietnam. Og hvad skete der så i denne uge? Jo, da gik selveste præsident George W. Bush på talerstolen og serverede sammenligningen uden at kny.
Det skete godt nok med en lidt anden vinkel end hidtil. For præsidentens pointe var ikke, at USA ligesom i Vietnam sidder fast i en håbløs sump med alt for store menneskelige og militære omkostninger på alle fronter. Derimod brugte Bush sammenligningen til at sætte en tyk streg under de potentielt fatale følger, hvis USA trækker sig for tidligt ud af Irak. Se blot, hvordan det senere gik i Vietnam og Cambodia efter den amerikanske tilbagetrækning, sagde Bush og nævnte De Røde Khmerers myrderier, fangelejrene i Vietnam og sen-70ernes hundredtusinder af bådflygtninge fra Vietnam.
Uden at gå ind i en detaljeret sammenlignende analyse af Vietnam og Irak kan man godt slå fast, at præsident Bush har en pointe. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis USA for tidligt eller på en uhensigtsmæssig måde trækker sig ud af Irak. Faktisk må man sige, at følgerne kan blive endnu voldsommere, end man så i og omkring Vietnam for 30 år siden.
Det handler ikke kun om risikoen for en borgerkrig. Den eksisterer allerede. Det handler om risikoen for et Irak i opløsning, for nye regionale konflikter fremkaldt af denne opløsning, og for ikke-venligtsindede aktører først og fremmest Iran der ikke vil være sene til at bruge et magttomrum i Irak til at befæste deres position i Mellemøstregionen.
Med andre ord påhviler der præsident Bush en voldsom byrde, som ikke må føles mindre tyngende af, at flere og flere ledende kræfter i præsidentens eget parti efterhånden taler for at begynde en tilbagetrækning. Også mange republikanere kan se, at Irak-krigen formentlig vil være den største hindring for, at partiet kan sætte sig på præsidentposten også efter Bush og måske genvinde flertallet i Kongressen.
Man kan så på den ene side begræde, at indenrigspolitiske kvababbelser kan spille ind på en militær operation med så betragtelige regionale og globale implikationer som den i Irak.
På den anden side var det måske også ved at være på tide, at den amerikanske præsident påtog sig ansvaret for, at Irak-aktionen er gået så skævt og var forberedt så dårligt, at man nu pludselig med rette kan finde en Vietnam-parallel.
Det kunne måske medvirke til at etablere en konsensus om Irak-politikken i Washington, som kan forhindre de værste katastrofe-scenarier i de kommende måneder og år.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
