Vueltaen er talenternes uforudsigelige legeplads: »Det er et vildt løb«

Den særlige historie, den spanske geografi og løbets placering som det sidste store etapeløb i cykelkalenderen medvirker altid til at gøre Vuelta a España til et svært uforudsigeligt og underholdende aggressivt cykelløb, der nu går ind i sin sidste uge. Men selv det spanske løb kan ikke undslippe sportens stigende professionalisering.

Topbillede
Vuelta a España er som en efterfest for dem af sommerens cykelentusiaster, der ikke er blevet mætte efter tre uger med Tour de France. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tim de Waele

Cykelsæsonen har sin helt egen rytme, der er ulig enhver anden sportsgrens. Hvor fodboldligaer ofte bygges op imod et afsluttende klimaks i form af et slutspil, så kommer cykelsæsonens ubestridte højdepunkt Tour de France nærmest midt i sæsonen. Derefter kommer en lang række af sensommer- og efterårsløb, der ofte ender med at fremstå som en form for efterspil til hovedstykket, selv om de naturligvis i sig selv også udgør prestigefyldte mål for mange ryttere.

Midt i denne sindrige sæsonkonstruktion ligger det store spanske etapeløb Vuelta a España klemt ind imellem Tour de France og verdensmesterskabet i landevejscykling – som en efterfest for dem af sommerens cykelentusiaster, der ikke er blevet mætte efter tre uger med franske chateauer, og som en forret for dem, der siden de belgiske forårsklassikere har glædet sig til sæsonens næste store endagsløb.

Selv om det – som det yngste af cykelsportens tre Grand Tours – altid har været lidt af en lillebror i forhold til sine pendanter i Frankrig og Italien, så har Vuelta a España ifølge TV 2s cykelekspert Chris Anker Sørensen sit helt eget DNA, der stort set altid gør det til et seværdigt cykelløb:

»Det er et vildt løb, fordi der sker nogle ting, som man simpelthen ikke ser i Giroen og Touren,« siger tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen om Vueltaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

»Det bliver tit beskrevet som Vild Vuelta, og det vil jeg give folk helt ret i,« fortæller den tidligere cykelrytter og fortsætter:

»Det er et vildt løb, fordi der sker nogle ting, som man simpelthen ikke ser i Giroen og Touren. Ruten er designet til at køre offensivt cykelløb, fordi der er de her små stejle ramper til sidst, og samtidig er det et sted, hvor unge kræfter typisk bliver prøvet af for første gang. Det var faktisk også det løb, som jeg selv havde Grand Tour-debut i.«

Fra sin egen debut husker Chris Anker Sørensen bedst, hvordan hans holdkammerat Iñigo Cuesta, der er fra Spanien, en dag fik besøg af sin familie, der stod ude langs landevejen.

»Han tog sig tid til lige at køre ind og hilse på familien, der stod langs vejen. De havde en masse småkager med til os, og dem kunne han selvfølgelig ikke cykle rundt med. Så måtte vi have fat i sportsdirektøren, som kunne have dem med i bilen til os,« fortæller Chris Anker Sørensen og fortsætter:

»Jeg synes, at det viser meget godt, hvordan løbet er mere afslappet end de andre. Løbet er jo også sponsoreret af Estrella, og de serverer altid øl til rytterne efter målstregen. I dag er de vistnok alkoholfri, men det første år jeg kørte det, der kunne man faktisk godt få dem med procenter i. Der skulle Iñigo altid lige have sig en bajer, når han kom i mål. Så så man ham komme kørende med sådan en i hånden hen til holdbussen.«

Den hollandske humlebi fandt sine vinger i Spanien

Ifølge Chris Anker Sørensen er det et godt løb for unge ryttere, da det ikke er lige så hårdt som Tour de France eller Giro d’Italia – selv om han forsikrer om, at det stadig er »svinehårdt«. Det skyldes primært tre faktorer.

Chris Anker Sørensen, tidligere cykelrytter og cykelekspert

»Det bliver tit beskrevet som Vild Vuelta, og det vil jeg give folk helt ret i.«


For det første er der den spanske infrastruktur. Vejene er ofte brede og af god kvalitet, og så er der ikke det samme antal af små byer med kringlede sving og rundkørsler. Det betyder, at det er mindre stressende at sidde i feltet blandt de 175 andre ryttere. Derudover er vejret næsten altid godt i Spanien. Og så er der mindre pres fra holdene for at vinde.

»Ofte går det sådan, at man først kører Vuelta, og hvis det går godt, så får man måske lov til at køre Giroen året efter og først til sidst Touren. Det er også sådan, at de ligger lidt i hierarkiet i forhold til hinanden. Og det siger jeg ikke for at tage noget fra Vueltaen. De andre er bare større og mere prestigefyldte,« forklarer Chris Anker Sørensen.

Derfor er listen lang over fremtidige Grand Tour-vindere, som har vist deres første tegn på fremtidig dominans i det spanske etapeløb. Mest markant i de senere år er selvfølgelig hollænderen Tom Dumolins forvandling fra tung temporytter til bjergrytter i 2015-udgaven, som han var snublende tæt på at vinde. Og i år er ingen undtagelse – det 20-årige slovenske megatalent Tadej Pogacar ligner mere og mere en fremtidig vinder for hver dag, der går.

Drømmen om VM går gennem Vueltaen

Den første udgave af Vuelta a España blev afholdt i 1935 af avisen Informaciones efter forbillede fra franske L’Auto og italienske La Gazzetta dello Sport. Alle tre Grand Tours havde dermed et klart kommercielt fokus ved siden af det sportslige – nemlig at øge avissalget rundt om i landet.

Løbet led dog en turbulent tilværelse i sine første mange år. I den første udgave deltog blot 50 ryttere, og frem mod 1950erne blev løbet aflyst adskillige gange på grund af borgerkrigen, Anden Verdenskrig og en svækket spansk økonomi. Først i 1955 fandt løbet sine egne ben, og det er blevet afholdt alle år siden da – dog under intens konkurrence med Giro d’Italia, der traditionelt ligger i maj, mens Vueltaen lå i april.

Det ændrede sig dog i 1995, da Vueltaen blev flyttet til sin nuværende position i kalenderen i august og september. Ved samme lejlighed flyttede man verdensmesterskabet i landevejscykling til slutningen af september, og det har gjort det spanske etapeløb til det vigtigste forberedelsesløb for dem, der drømmer om medaljer og regnbuestjerner.

Matti Breschel vandt den afsluttende etape i Vueltaen i 2008. »Min sejr i Madrid, den glemmer jeg sgu aldrig,« siger den 35-årige cykelrytter, der netop har kørt sit sidste løb som professionel landevejsrytter Fold sammen
Læs mere
Foto: MANUEL BRUQUE.

»Jeg har altid godt kunnet lide Vueltaen. Der er ikke helt det samme pres som under Touren. Det er sådan lidt mere tranquilo, og så har jeg altid brugt det som optakt til VM,« fortæller Matti Breschel, der har kørt Vueltaen fire gange.

Den 35-årige cykelrytter har netop kørt sit sidste løb som professionel landevejsrytter og kan se tilbage på en karriere, hvor han i mange år var Danmarks bedste bud på en medaljevinder ved VM. Selv om skader og uheld har sat ham tilbage på det seneste, så er han hele to gange sluttet på det prestigefyldte podie – og har derudover kapret en fjerdeplads. Drømmen om medaljerne startede dog, da han som Vuelta-debutant i 2008 oplevede, at han begyndte at køre bedre undervejs i løbet.

»Året før havde jeg kørt Giroen, og det var bare en ren kamp at komme igennem. Jeg havde derfor ikke nogen stor erfaring med de der Grand Tours, men i Spanien gik det bare bedre og bedre. Jeg var lige ved at vinde 17. etape, men Wouter Weylandt – som senere gik bort – vandt lige med et par centimeter. Det gav mig virkelig blod på tanden og et kæmpe selvtillidsboost,« husker Matti Breschel.

Da løbet få dage senere nåede sin afslutning med den traditionelle fladbanespurt i Madrids gader, var det Matti Breschel, der kunne stille sig øverst på sejrsskamlen. Han vandt den afsluttende etape.

»Min sejr i Madrid, den glemmer jeg sgu aldrig. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne køre med om medaljerne til VM, der lå allerede ugen efter,« fortsætter han.

Det kunne han imidlertid. Det danske talent leverede nemlig en mindre sensation ved at gå hen og blive nummer tre til VM i landevejscykling foran forhåndsfavoritter som den regerende verdensmester Paolo Bettini samt kommende verdensmestre i form af Alejandro Valverde og Philippe Gilbert.

»For mig var det altid et rigtig vigtigt løb, og jeg prioriterede Vueltaen højere end Touren. Touren er sjov at prøve, og det er vigtigt for ens karriere, da det er et godt salgsvindue. Men i forhold til drømmen om at vinde verdensmesterskaberne, så var Vueltaen vigtigst,« afslutter Breschel.

»Du kan ikke gemme dig længere«

Selv om både Matti Breschel og Chris Anker Sørensen karakteriserer Vueltaen som et mere afslappet løb, som står lidt i skyggen af Touren og Giroen, så er de begge også enige om, at det har ændret karakter over årene. Hvor det før var normen, at favoritterne til VM kom til løbet for at finpudse formen over to uger og dernæst stod af, så er det i dag et særsyn. Og jagten på World Tour-point er blevet stadig mere intens fra holdene, hvilket gør, at der i dag er mere pres på for at præstere i alle løb. Derfor kan man ikke længere tillade sig at komme til et løb uden at være i form, fortæller Chris Anker Sørensen:

»Sporten udvikler sig jo hele tiden. I dag kører rytterne en del færre løbsdage, end de gjorde, da jeg startede, fordi man i dag skal være på toppen til alle løb. Da jeg startede, var det meget normalt at have mellem 100 og 105 løbsdage – i dag er 80 dage det maksimale for de fleste.«

Det har haft betydning for den særligt afslappede stemning, der i årevis har præget Vueltaen. Procenterne i øllene er forsvundet, og konkurrencen er intensiveret. Ifølge Matti Breschel er der en generel tendens til, at måden, man kører cykelløb på, er ved at ændre sig i disse år.

»Jeg ved sgu ikke helt, hvad det er, der har ændret sig,« siger Matti Breschel og tøver lidt, inden han fortsætter:

»Jeg tror bare, at det er et spørgsmål om, at der er kommet flere penge til sporten. Der er på en eller anden måde mere på spil i dag. Man skal være klar på en anden måde. Det er blevet mere kynisk. Der er ikke længere plads til at have en skidt sæson, for der er hele tiden et kuld af nye ryttere, som er klar på at tage ens plads.«

Hvad mener du, når du siger, at sporten er blevet mere kynisk i dag?

»Der er et meget større fokus på den enkelte rytter i dag – især gennem sociale medier. Du skal virkelig passe på med at træde ved siden af eller lave fejl. Du kan ikke gemme dig længere, for der bliver bare forventet så meget af dig som person. Både fra holdet og fra de fans, der følger dig. Det er blevet noget andet, end da jeg kom ind. I dag skal man jo nærmest vinde cykelløb fra dag ét, ellers får du aldrig forlænget din kontrakt. Så er det bare ud af vagten … Det er i det hele taget blevet langt sværere og hårdere at være cykelrytter i dag, end det var for 15 år siden.«