Tourens længste etape satte rekord i kedsomhed

Sprinteren Dylan Groenewegen sørgede for, at der trods alt var lidt sjov i gaden på en dag i Tour de France, der allerede er skrevet ind i glemmebogen.

Den hollandske supersprinter Dylan Groenewegen smed med et flot kast på den afsluttende meter sin cykel over målstregen lige foran Caleb Ewan og Peter Sagan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marco Bertorello

Der bliver sagt og skrevet meget om, hvordan moderne cykelsport er blevet mere seriøs, kontrolleret og måske endda konform.

I de go'e gamle dage kunne rytterne på den længste etape i et af de store etapeløb slå sig løs med lidt tant og fjas. Stoppe op og smide lidt tøj ud til publikum, lade sig afbilde eller måske endda – som Mitchelton-Scotts sportsdirektør, Matt White, fortæller til VeloNews, måske endda sørge for en forfriskning.

Tilbage i 2006 – længere er det ikke siden – lånte Matt White under en lang og begivenhedstom Giro-etape nogle håndører af en mekaniker i følgebilen og gik ind på en bar for at købe is for pengene.

Han forlod baren med en kasse Magnum og fik i øvrigt ikke lov at betale. Isen var på husets regning og faldt på et glohedt sted i feltet.

Det var den slags anekdotiske strejftog, man kunne tænke på, mens feltet begav sig fra Belfort til Chalon-sur-Saône. 230 kilometer og den længste etape i årets Tour. Og hvis man ikke vidste det, fik man det at føle på den hårde måde.

Det var en etape, der kunne have været klaret med et femminutters sammendrag. Man ville sågar have gjort cykelsporten en tjeneste. Så her kommer den korte udgave: Den hollandske supersprinter Dylan Groenewegen smider med et flot kast på den afsluttende meter cyklen over stregen, en snert foran australske fluevægter Caleb Ewan og Peter Sagan.

Det var Dylan Groenewegens fjerde etapesejr i Tour de France siden debuten i 2017. Og det var en understregning af, at Jumbo-Visma, der nu har vundet tre etaper i årets Tour, på et par år er gået fra at være feltets grå mus til betydende faktor.

Tid til at tælle traktorer

Meget mere var der ikke i den etape: Kedeligt som cricket var det. Man ved den er helt gal, når en rytter som Trek-Segafredos lettiske mester Toms Skujiņš sidder og tweeter om sin kvindelige team-kollega Ruth Winder i udbrud i kvindernes Giro d'Italia.

Det var på et tidspunkt, hvor turen mod øst ned gennem det i øvrigt smukke franske kornkammer gav en oplagt anledning til at tælle traktorer for at peppe monotonien lidt op.

En anden mulighed var selvfølgelig at stoppe ved traktor nummer 63 og give sig i kast med essay fra Karl Ove Knausgårds »Om sommeren«, der kigger på cyklens historie.

Knausgård undrer sig med rette over, at cyklen først blev opfundet i attenhundredetallet. En stor tænker og opfinder som Leonardo da Vinci arbejdede med prototyper af både flyvemaskiner, ubåde og tanks, men ikke noget så prosaisk og praktisk anvendeligt som en cykel.

»Det at lære at cykle er blevet et initeringsritual,« skriver Knausgård.

Og det er jo sandt. Enhver, der har kæmpet med at lære sine børn at cykle, vil huske de forløsende øjeblikke, hvor cyklens krav til balance og fart indoptages i kroppen. Og hvordan glæden kan strømme ud til alle sider, når tøsen målrettet sætter fødderne i pedalerne med et spontant »du kan ikke fange mig«.

Den engelske tempokonge Chris Boardman sagde engang, at cyklen er det nærmeste, vi som mennesker kommer på oplevelsen af at flyve. Og måske har han ret, fordi vi selv står for fremdriften i modsætning til svævet fra paragliding, faldskærmens frie fald eller svæveflyvningens mågeflugt.

Under alle omstændigheder er cyklen en smuk symbiose mellem mand og maskine. Også det fik vi da ført bevis for på syvende etape.

Lørdag er vi videre i teksten.