Tour-trone søger herskerskikkelse

Tour de France er blevet et løb uden hersker – men for 30 år siden indledte Miguel Indurain sin æra med danske tårer undervejs. Spanieren udstak linjen i 1990erne, men Tour de France 2021 virker åben, vild og uafklaret.

»Det optimistiske take på den 108. udgave af Tour de France er, at det kan blive den mest spændende i årevis,« skriver Lars B. Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff Pachoud/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kolossen fra Pamplona havde ventet tålmodigt i kulissen. Men da Tour de France i 1991 åbnede med en prolog i Lyon, var de fleste klar over, at Miguel Indurain kunne træde i karakter som en ny tids hersker.

De foregående tre år havde den snart 27-årige spanier loyalt ageret adjudant i luksusklassen for landsmanden Pedro Delgado og glimtvis givet prøver på sin klasse. Nu var læretiden forbi, svendeprøven gennemført med udmærkelse, og det var tid at udføre mesterstykket ved at vippe den amerikanske pioner Greg LeMond af Tour-tronen.

1991 skulle blive et år for både vagt- og magtskifte i Tour de France. Men det var også året, hvor Rolf Sørensen debuterede i løbet og med åbenlyst struttende her-kommer-jeg attitude kørte sig i den gule førertrøje. Det skete på anden etape, hvor den 24-årige danskers Ariostea-mandskab blev en overraskende vinder af en 36 kilometer lang holdtidskørsel.

Sørensen og kompagni havde slået det franske Tour-håb Laurent Fignons Castorama-hold – inklusive den solide slider Bjarne Riis – med otte sekunder. Tre dage i gult blev det til, inden det sluttede i tårer, da Rolf Sørensen var del af et massestyrt i udkanten af Valenciennes under en typisk sprinteretapes højspændt hidsige finaleridt. Sørensen slæbte sig i mål, tydeligt mærket af et brækket kraveben og udgik officielt næste morgen.

Som en statue fra Påskeøen

I det store billede blev Rolf Sørensens exit mest af alt en smertelig parentes. Sådan rummer Tour de France også sin egen ubarmhjertige lovmæssighed. Løbet giver, og løbet tager. Showet må fortsætte. Og det gør det så. C’est le Tour!

For Miguel Indurain udviklede løbet sig til et triumftog. Først to uger inde i det års løb nåede man bjergene. Men på en 232 kilometer lang koger fra Jaca til Val Louron blev det meste sat på plads.

Indurain overtog både førertrøje og herredømme. Og den korte version er, at Indurain med sine fem Tour-sejre ikke slap grebet, før Riis detroniserede ham fem år senere i 1996.

Indurain blev en slags skabelon for herskertypen i den moderne epokes Tour de France. En urokkelig gigant iført et panser af teaktræsfarvet muskulatur og beskyttet af loyale hjælpere. Med en profil som var han forbundet med statuerne fra Påskeøen. Eller – som Joakim Jakobsen skriver i bogen »Tour de France«: »En skinnende, usårlig techno-ridder i et årti, hvor Robocop og Terminator fyldte biograferne – og hvor EPO og isenkram ændrede sporten.«

Fire ryttere øverst på podiet på syv år

Indurain har langt fra været alene om at definere et sportsligt dynasti i Le Tour. 1960erne gav os Jaques Anquetil, 1970erne Eddy Merckx, 1980erne Bernard Hinault, og efter Indurain kom 00erne med det magtfuldkomne rædselsregime fra Lance Armstrong.

Det seneste tiår har i høj grad tilhørt Team Ineos, der indtil 2019 hed Team Sky.

Den britiske stormagt har haft fire forskellige ryttere øverst på podiet syv gange i årene 2011-2019 med Chris Froome som manden i midten indtil et karriereforkrøblende styrt for to år siden.

Det vidner om en massiv kollektiv dominans uden sidestykke. Ineos så endda ud til at have fundet fremtidens mand, da det 22-årige colombianske stortalent Egan Bernal vandt i 2019.

»Hvis Bernals sejr er nogen overraskelse, skyldes det, at det har varet så længe for en colombianer at komme øverst på podiet. Og han vil kunne dominere i mange år fremover,« skrev William Fotheringham i The Guardian.

Det var en sober profeti. I hvert fald indtil næste århundredetalent meldte sig i skikkelse af 21-årige Tadej Pogacar, der sidste år kuppede løbet på 20. og næstsidste etape ved at slå landsmanden og førertrøjeindehaveren Primoz Roglic på en kompliceret og krævende enkeltstart i Vogeserne.

Mangler at vise skrøbelighed

Tour de France 2021 i bouillonterningformat bliver et spørgsmål om, hvordan de slovenske supermænd kan modstå den samlede ildkraft fra Team Ineos. Individualistisk spidskompetence overfor Team Ineos, som med Geraint Thomas, Richard Carapaz og Tao Geoghan Hart taktisk har flere kort på hånden fra folk med erfaring i at vinde Grand Tours.

Tadej Pogacar er yngste mand nogensinde til at træde ind i rollen som forsvarende Tour-vinder. Og han agerer ikke som en mand, der er tynget af forventningspres.

»Vi mangler stadig at se Pogacar vise nogen form for skrøbelighed. Foreløbig har han vundet det meste af det, han stiller op i, hvad enten det er etapeløb eller store endagesløb,« siger Jesper Worre, tidligere profrytter og i dag kommentator på Eurosport.

Også Andy Schleck, igennem flere år Tour-udfordrer hos Bjarne Riis og Team Saxo Bank, ser den unge slovener som lysende vinderemne.

»Pogacar kunne som den eneste angribe Primoz Roglic sidste år, og selvom hans hold ikke er det stærkeste, har det forstærket sig fornuftigt,« lyder vurderingen fra Schleck.

Netop Primoz Roglic er den rytter i favoritflokken, som er fløjet mest under radaren i indeværende sæson. Den 31-årige slovener trak i slutningen af aprilkonkurrencestikket og har siden forberedt sig med højdetræningslejre for at være fysisk og mentalt frisk i tredje og sidste uge af Tour de France.

Har genopfundet sig selv

Team Ineos har valgt den traditionelle vej og kommer med stribevis af sejre i de en uge lange etapeløb, der normalt regnes for retningsgivende formparameter.

Samtidig har det britiske galacticos-mandskab i denne sæson arbejdet på at genopfinde sig selv. Væk med taktisk kontrollerende kvælertagskørsel fremfor intuitiv opfindsomhed. Mere risiko, mindre livrem.

»Vi vil ramme Tour de France med frygtløs kørsel, og hele vores filosofi i denne sæson har været at være mere åbne og aggressive,« siger Team Ineos’ general manager, Dave Brailsford, til eurosport.com.

Det lyder godt på papiret. Det optimistiske take på den 108. udgave af Tour de France er, at det kan blive den mest spændende i årevis.

»Vi kan ikke forvente, at Ineos vil køre løbet, som de plejer. Heller ikke at Jumbo fortsætter strategien fra sidste år, og Pogacar vil ikke have overraskelsesmomentet med sig. Det gør det sværere at omfavne løbets logik,« siger Reuters’ cykelreporter Francois Thomazeau i The Cycling Podcast.