Tid til det store Alpe-slag: Så brutal er kongeetapen

Det er tid til kongeetapen i Tour de France. 40 kilometers klatretur venter, og målet befinder sig i iltfattige 2.300 meters højde.

Den tyske Lennard Kämna (Bora) var den hurtigste rytter på tirsdagens 16. etape. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stuart Franklin/AFP/Ritzau Scanpix

Løbsdirektør Christian Prudhomme har i sin tid som chef for Tour de France gradvist udviklet løbet, så man på den ene side hylder fortidens store slag på kendte stigninger og samtidig tager nye i brug. Se blot La Planche des Belles Filles, der udgør målet på den afsluttende enkeltstart. Stigningen i Vogeserne var med for første gang i 2012 og har siden været brugt yderligere tre gange – sidste gang så sent som i fjor.

I år er den helt store nyhed så Col de la Loze, et helt nyt pas, der forbinder skisportsbyerne Méribel og Courchevel – men ikke for biler. De sidste seks kilometer fra Méribel-siden er en smal asfalteret vej, hvor toppen er placeret i 2.300 meters højde, og som er henvendt til vandrings- og cykelturister. Men der er ikke megen feriestemning over bjerget, der bliver en modbydelig oplevelse for rytterne i tour-feltet.

Stigningen er mere end 21 kilometer lang med 7,7 procent i snit, men det dækker over en uhyre stejl afslutning på den nyligt anlagte vej – her er det reglen mere end undtagelsen, at procenterne er tocifrede. Og som det ikke skulle være nok, hedder forretten Col de la Madeleine, den så kendte Alpe-kolos, og på den måde får Christian Prudhomme skabt en smuk forbindelse mellem fortid og fremtid.

Lennard Kämna (Bora) fejrer sin sejr efter dagens 16. etape. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christophe Ena/EPA/Ritzau Scanpix.

Faktum er, at af de sidste godt 80 kilometer af kongeetapen fra Grenoble byder halvdelen på klatring, og dermed er det en absolut nøgle til den samlede sejr, der venter. Samtidig betyder etapens udformning, at der med stor sandsynlighed ikke vil komme en gentagelse af gårsdagens prøvelser, hvor et stort udbrud stak af. Col de la Madeleine vil givetvis blive domineret af Jumbo-Visma, inden eksamen så står på Col de la Loze – og her vil det være et direkte opgør mellem de største favoritter.

Det var her, colombianske Egan Bernals fødselsgivne fordel i de store højder skulle materialisere sig, men han er i den store ligning ligegyldig nu. Den store prøve bliver mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic, for den unge af de to slovenere virker så sikker på egne evner, at han – og tak for det – ser opad i klassementet og ikke det modsatte.

Bagfra er det spændende at se, om colombianerne Miguel Ángel López og Rigoberto Uran kan udnytte højderne til deres fordel, men de er begge hæmmede af mindre udtalt holdstøtte. Det betyder ikke nødvendigvis det store på en dag, hvor slagene skal uddeles af kaptajnerne selv, og hvor et nøgent bjerg i Alperne ikke efterlader steder at gemme sig.

At den enorme prøvelse venter, var ganske tydeligt for, hvordan etapen til Villard de Lans udformede sig. Etapeprofilen skreg på et udbrud, og ingen af favoritterne så grund til at bruge flere kræfter end nødvendigt. Og det udnyttede Boras Lennard Kämna til at give sig selv og holdet oprejsning for nogle ærgerlige afslutninger. Kämna selv blev slået af Dani Martínez på Puy Mary og Peter Sagans mange attentatforsøg på den grønne trøje har endnu ikke været investeringerne værd.

Det fik den unge tysker rettet op på og kronede et fremragende kontraangreb på Ineos-løjtnanten Richard Carapaz med en overbevisende sejr i Villard-de-Lans på en dag, hvor hovedpersonerne forsøgte at spare så mange kræfter som muligt.

Forståeligt nok.