Virtu Cycling, hvor Bjarne Riis er medejer, indkalder til pressemøde onsdag eftermiddag.
Bjarne Riis vil fortælle "spændende nyt om fremtiden", oplyser cykelholdet i en pressemeddelelse tirsdag.
Til stede vil være blandt andre Bjarne Riis, der er medejer af Virtu Cycling, samt Anders Gram fra holdets ledelse.
Pressemødet finder sted på Hotel D'Angleterre i det centrale København onsdag klokken 15.
Tirsdag oplyser Virtu Cycling ikke noget om, hvad pressemødet konkret kommer til at handle om.
Men der kan blandt andet spekuleres i skabelsen af et cykelhold på højeste niveau, hvis man kigger på tidligere udmeldinger fra Bjarne Riis.
Tilbage i februar 2016 holdt Bjarne Riis også et pressemøde samme sted, og dengang var målet at skabe et World Tour-hold.
Næsten fire år senere er den ambition tilsyneladende ikke lagt i graven, selv om planerne endnu ikke er gået som håbet.
Rigmanden Lars Seier Christensen, som også er medejer af Virtu Cycling, var med på pressemødet i 2016, og han ytrede sig i en nytårstale for en uge siden på Facebook om de fortsat storstilede planer.
- Og så er der nok mange, der tænker ... hvad pokker sker der med det cykelhold?
- Og jeg medgiver, at det har taget længere tid, end Bjarne Riis og jeg regnede med, da vi startede projektet i 2016.
- Men det er fortsat vores mål at være med på højeste niveau, når Touren starter i København i 2021, skrev Lars Seier Christensen 31. december.
I sommeren 2019 blev det meddelt, at Virtu Cycling lukker kvindeholdet ned, og i oktober kom det frem, at Team Waao på herresiden også blev lukket ned.
/ritzau/