Monster-blæsevejr vælter VM-målstregen

 

Journalister og resten af de tilstedeværende på Imola-racerbanen var vidner til et noget usædvanligt syn fredag sidst på eftermiddagen.

Målporten, der bliver brugt til VM-løbene blev smadret af de kraftige vindstød, der væltede porten omkuld.

Heldigvis skete det efter, at alle rytterne var kørt i mål ved dagens enkeltstart for herreeliten.

Du kan se billeder af den smadrede port nederst i artiklen.

»Der er ingen tilskadekomne, men vi undersøger tidstagnings-udstyret for at evaluere, om det har taget skade forud for morgendagens løb,« skriver UCI i en mail, som er blevet sendt ud til pressen.

VM afholdes fra torsdag til søndag på og omkring racerbanen i den italienske by Imola, hvor målstregen er den samme til alle fire løb: Enkeltstartsdisciplinen for både herrer og kvinder samt de to linjeløb.

Fredag var det herrerne, der skulle dyste om guldmedaljen ved enkeltstart.

Den italienske Ineos Grenadiers-rytter Filippo Ganna smadrede al konkurrence og vandt guldmedaljen. Danskerne Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg endte på henholdsvis sjette og 17.-pladsen.