Medie: Cipollini anklaget for overfald, stalking og dødstrusler

Stalking, vold og dødstrusler.

Det er, hvad den tidligere cykelrytter Mario Cipollini skal til en høring om den 20. marts.

For han er blevet anklaget for at have overfaldet sin ekskone Sabrina Landucci, og Cipollini skulle angiveligt også have truet ekskonens nye kæreste, den tidligere fodboldspiller Silvio Giusti. Det skriver Corriere della Sera.

De voldelige overfald skulle angiveligt have fundet sted i slutningen af 2016 og starten af 2017. Ifølge anklageren skulle Cipollini have slået og sparket sin ekskone, og han skulle angiveligt også have truet hende på livet.

»Jeg arbejdede som altid i et sportscenter, da Mario overfaldt mig foran kunder og kollegaer. Han greb fat om min hals og slog mit hoved mod væggen. Jeg slog mig og måtte på skadestuen. Udover selve skaderne gør det ondt, at han var så voldelig. Jeg er stadig ked af det i dag,« lyder anklagerne i anmeldelsen fra Sabrina Landucci, der blev gift med Cipollini i 1993.

Samtidig fremgår det, at Mario Cipollini angiveligt skulle have truet ekskonen på livet med ordene:

»Jeg smadrer alt. Jeg slår dig ihjel. Du vil kunne høre lyden af knoglerne, når de brækker.«

Parret blev skilt tilbage i  2005, og sammen fik de to døtre, Lucrezia og Rachele.

I sin aktive karriere var Mario Cipollini et stort navn, der formåede at tiltrække sig opmærksomhed.

Dels på grund af de sportslige præstationer, som blandt andet involverer et verdensmesterskab i 2002, men også fordi han havde en markant personlighed på flere punkter.

I 2000 blev han udelukket fra Vuelta a Espana efter at have slået Francisco Cerezo i ansigtet. Cipollini indstillede sin professionelle karriere som cykelrytter i 2005 - samme år som han og Sabrina Landucci altså gik fra hinanden.

Når Mario Cipollini har været til høring den 20. marts, skal en dommer efterfølgende vurdere, om der er nok beviser til at starte en sag mod den tidligere cykelrytter.