Jørgen Leth dybt påvirket: 'Det gør mig meget ked af det'

Det kom som et chok for mange, da tv-kommentator og tidligere cykelrytter Rolf Sørensen fredag meddelte, at han skal skilles.

Og nyheden har da også ramt flere af kommentatorens nære venner og kollegaer hårdt.

Én af dem er Jørgen Leth, som i mange år har kommenteret cykling sammen med Rolf Sørensen under Tour de France.

»Det kommer bag på mig. Det er jeg meget ked af at høre. Jeg havde indtryk af, at de var et meget lykkeligt par,« fortæller den 83-årige kommentator-legende til B.T.

Han var ikke selv bekendt med nyheden om sin mangeårige vens situation, og derfor var han i chok, da B.T. fortalte ham den:

»Det pårvirker mig dybt. Jeg så dem som et godt par, og vi så dem også privat.«

Jørgen Leth havde bestemt ikke indtrykket af, at Rolf Sørensen havde problemer med alkohol eller i sit parforhold.

»Det undrer mig meget. Jeg har intet set og heller ikke lagt mærke til noget som helst i den forbindelse,« forklarer han videre.

Det er ikke mere end nogle uger siden, at Jørgen Leth snakkede i telefon med Rolf Sørensen, og dér kunne han ikke mærke noget på sin nære ven:

»Jeg snakkede med Rolf et par gange undervejs i Touren, fordi vi er gode venner. Jeg føler mig tæt på Rolf, og derfor gør det mig meget ked af at høre det her.«

Fredag meldte Rolf Sørensen ud i en meddelelse til Ritzau, at han skal skilles fra sin hustru, Susanne, og samtidig påbegynder han et længere terapiforløb for at kunne kontrollere sit forhold til alkohol.

»Vi har vores utroligt skønne børn, som vi begge elsker højt, men vi er kommet til et punkt, hvor min familie ikke længere kan leve med mine alkoholproblemer. Derfor skal vi skilles,« lyder det i meddelelsen.

Hvad det helt præcist kommer til at betyde for Rolf Sørensens job som cykelkommentator på TV 2 den kommende tid, ønsker sportschefen for samme kanal, Frederik Lauesen, ikke at kommentere på.

»Det her en privat sag. Vi kommenterer ikke på medarbejdernes personlige forhold. Rolf har orienteret mig, og nu skal vi have en snak,« siger han fredag til Ritzau.

Han fastslår, at han aldrig har oplevet, at Rolf Sørensen skulle have problemer med alkohol, og heller aldrig har fået klager om, at Sørensen har været alkoholpåvirket på sit arbejde.

Rolf og Susanne Sørensen har været sammen siden 1992, og sammen har parret tre børn.