Ingen medarbejdere får løn resten af sæsonen: Dansk hold risikerer konkurs

 

Det er hårde tider for det danske cykelhold Riwal-Readynez.

Holdet risikerer en konkurs, og derfor har rytterne på holdet godkendt, at de ikke skal have løn fra 1. september og sæsonen ud. 

I stedet skal pengene bruges på cykelløb, så holdet kan vise sig frem og på den måde gøre sig attraktiv.

»Alle ryttere, staff og så videre vil gerne have et hold til næste år. Vi håber selvfølgelig på, at vi kan overleve og jeg ved, at vi alle arbejder benhårdt på at det kan lykkes. Det er ikke lige det nemmeste marked at jagte sponsorer til,« siger rytterrepræsentant Torkil Veyhe til feltet.dk.

Med beslutningen slipper holdet for at betale løn til 20 ryttere, som har været på lønkompensation fra staten.

Syv af ryger dog ud af den ordning i august, når de skal køre La Route d'Occitanie - La Dépêche du Midi i Frankrig.

Tidligere har der ikke været samme konsensus om lønnen, som man har set her.

I november fortalte Alexander Kamp, at han var nødt til at åbne en sag mod cykelholdet, fordi det ikke havde givet ham løn. Den historie kan du læse om her.