Dennis Ritter om Leths Tour-exit: Jeg er ked af det

Sommerens Tour de France-dækning på TV 2 bliver uden Jørgen Leth. Det beklager den legendariske cykeleksperts mangeårige kommentator-makker, Dennis Ritter.

»Jeg er på det personlige plan oprigtigt ked af, at mit mangeårige, frugtbare, inspirerende og lærerige samarbejde med Jørgen er forbi,« skriver Dennis Ritter på Facebook.

»Jeg havde gerne set det fortsætte. Om muligt til jeg selv er 110 og Jørgen 140. Men det er jo af gode grunde ikke muligt. Omvendt har jeg respekt og forståelse for, at to parter, der forhandler og ikke kan blive enige, skilles og siger farvel. Og jeg kan sagtens se sagen fra begge sider,« fortsætter han.

81-årige Jørgen Leth og TV 2 har ikke kunne blive enige om en aftale for sommerens Tour De France. Det var der en primær årsag til.

Leth har ønsket - som altid - at dække løbet fra Frankrig, mens TV 2's udspil har været, at han skulle dække løbet fra Tour-studiet i Odense.

»Jeg vælger at glæde mig over de mange vidunderlige timer, vi fik sammen i Frankrig. Hyggestunder, stjernestunder, intense og alvorlige stunder. Jeg glæder mig også over det forhold, jeg stadig har til Jørgen - præget af gensidig respekt og varm sympati,« skriver Dennis Ritter.

Han lover, at det resterende kommentator-team vil gøre alt for at skabe den bedste mulige dækning, selv uden den mest prominente og elskede stemme i den danske Tour-dækning gennem de sidste omkring 20 års tid.

»Og jeg forsikrer om, at Tour de France kører videre, også på TV 2. Og Rolf og jeg, Staghøj, Chris og Brian skal nok passe godt på det,« lyder det fra Ritter, som i de seneste år har været  TV 2's hovedkommentator i det store franske cykelløb.

TV 2's sportschef Frederik Lauesen forklarer her til B.T., om baggrunden for Jørgen Leths exit fra tv-stationens Tour-dækning:

»Vi havde virkelig håbet, vi kunne blive enige med ham. Jørgen ville rigtig gerne være i Frankrig, hvilket er forståeligt nok, men det var ikke det ønske, vi havde.«

»Jeg ville gerne have fortsat. Som jeg hele tiden har lovet seerne, bliver jeg på Tour de France, til jeg falder om, simpelthen. Det har været min indstilling, og det er den stadig,« siger Jørgen Leth til B.T, og fortsætter:

»For mig er Tour de France at være til stede. Det er det, det går ud på - min form for rapportering og kommentering. Det går ud på, jeg er til stede og kan smage maden og luften og se tingene for mig og tale med mine kollegaer i udlandet. Det vil jeg ikke sælge ud af,« siger Jørgen Leth, der i 1970 startede med at beskæftige sig med Tour de France.