Den unge mands opgør med drejebogen – nu skriver han alt om

Et stærkt hold med en endnu stærkere kaptajn har været opskriften på Tour de France-sejr i årevis. Nu skriver Tadej Pogacar alt om.

Primoz Roglic, den kølige, velovervejede, symaskinetrædende slovener, krakelerede for øjnene af hele verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Alt blev vendt på hovedet lørdag eftermiddag på La Planche des Belles Filles. Alt.

Det, der skulle være fuldendelsen på et triumftog for Primoz Roglic og hans gulklædte armada på bjerget i Østfrankrig, endte som en afsporing så spektakulær, at billederne af de knuste drømme allerede nu er ikoniske.

Den unge udfordrer, elsket for sin angrebslyst, skulle indtage pladsen lige neden for Roglic på podiet. Og vi ville alle sige »han skal nok få sin Tour-sejr« og smile i sikker forvisning om, at der er en vis logik i verden.

Og så, på under en time, var intet som før.

Primoz Roglic, den kølige, velovervejede, symaskinetrædende slovener krakelerede for øjnene af hele verden. Knust af landsmanden, opkomlingen og Tour-debutanten Tadej Pogacar, der målløs måtte indse, at kræfterne i den spinkle krop er så voldsomme, at han havde skabt en sensation i Tour de France, i cykelsporten, i hele universet af konkurrence så stor, at den vil blive husket og genfortalt i generationer. Attentatforsøget lykkedes med en præstation, der var så grænseoverskridende i omfang, at det knap gik an at forstå, hvad man var vidne til.

Cykelsporten elsker vindere, men i en sport, hvor langt størstedelen ikke oplever sejren, kan nederlaget være så ubærligt, at det instinktivt fremkalder medfølelse, sågar en moderlig kærlighed.

Ingen hånede eller grinede af Primoz Roglic, da han faldt fra hinanden med albuerne stikkende ud i en absurd positur, hjelmen siddende, så selv Poul Nyrup lignede en fotomodel, og et firkantet tråd op ad La Planche des Belles Filles. De så en vindermaskine gå i stykker og blive menneskelig. Den afmålte respekt for en lidt kønsløs vinder blev erstattet af medlidenhed.

»Enhver, der oplever denne form for modgang, vil komme styrket ud af det,« forsøgte løbsdirektør Christian Prudhomme trøstende at love, velvidende at han netop havde været vidne til en afgørelse, der kan måle sig med det herostratisk berømte trøjeskifte i 1989, hvor Laurent Fignon tabte Tour de France til Greg Lemond.

»Men omvendt, så vandt aldrig Fignon efter det,« sagde Prudhomme så og mindede dermed sig selv om, at det måske ikke bare var et nederlag, men en omskrivning af hele drejebogen.

Lad os lege med tanken om, at Primoz Roglic havde holdt sin unge landsmand bag sig på enkeltstarten og dermed kunne lade sig krone som vinder i Paris. Hvad ville analyserne så have været?

Der ville være ubetinget ros til Jumbo-Visma for at have kørt Tour de France lige efter bogen. Et kvælende stærkt hold, der havde dikteret løbets udvikling og holdt angrebsmodet hos udfordrerne i ave. En kaptajn, der nok blev presset af sin unge landsmand, men som med vanligt køligt overblik vidste, at der var en afsluttende enkeltstart til at sætte alt på plads. Med andre ord: Jumbo-Visma havde kørt løbet på præcis samme måde, som Sky/Ineos har haft det for vane i det meste af 10erne. Nok var holdet et andet, men opskriften på at vinde årets største cykelbegivenhed er den samme.

Interessant fremtidsperspektiv

Sådan gik det som bekendt ikke, og det er det fremtidsperspektiv, der for alvor er interessant.

Tour de France 2020 blev vundet af en ung mand, der ikke havde forudsætningerne for at vinde. Fabio Aru blev denne sommer kaldt UAE Team Emirates' kaptajn, måske mest for at fjerne presset fra Pogacar, men han kollapsede og modtog så svinske beskeder fra holdets ledelse, at han må være fortid på holdet. Davide Formolo røg ud med et brækket kraveben og kunne ikke støtte i bjergene. Og nok forsøgte resten at rejse sig med opgaven, men styrkeforholdet mellem UAE og Jumbo-Visma var grotesk i hollændernes favør.

Det blev bare ikke afgørende. Ja, Tadej Pogacar fik en punktering på værst mulige tidspunkt i sidevinden på 7. etape og blev så fanget bag et styrt, men det kunne selv ikke det stærkeste mandskab have rettet op på. Og siden var Tadej Pogacar ikke i problemer – eller: ikke i problemer, en hjælperytter kunne have rettet op på.

Der er en ny sherif i byen: Tadej Pogacar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix.

Og det er det virkelige perspektiv: at cykelsporten har fået præsenteret en ung mand med en så kompleks palet af redskaber, at han ene mand kunne besejre et hold, der var langt det stærkeste i årets felt. En ung mand, der vidste, at holdt han sig til helt frem til den afgørende kamp mod uret, ville han have en reel chance for at vinde. Ikke før, for holdet var ikke til at forsvare en førertrøje, men frem til den stund, hvor holdets rolle var udspillet, og opgøret var den rene kamp mod uret.

Det er det, der er så forfriskende ved Tadej Pogacar. At der er angrebslyst, mod og en løbsforståelse, der læser de store linjer. Og så pakket ind i en perfekt fysik, der modstår tre ugers strabadser og har den dybdegravende eksplosivitet, der sikrer etapesejre.

Sidste år lød de fleste analyser, at Egan Bernal ville blive en faktor, der kunne komme til at dominere cykelsporten i årevis. Sådan skrev man også i 1997, da Jan Ullrich brød hierarkiet på T-Mobile og vandt løbet. Det blev eneste gang i karrieren.

Der er bare mere, der taler for, at Tour de France-manualen er omskrevet med flammeskrift denne gang. Bernal vandt på et stærkt hold, hvor flere var i spil til sejren med alle de taktiske fordele, det giver. Pogacar vandt alene. Med tre etapesejre undervejs. Tog tre trøjer med sig til Paris som den første, siden kannibalen Eddy Merckx regerede i årene rundt om 1970.

Måske var det en enlig svale for Tadej Pogacar. Måske kommer der en ny komet. Eller måske er der bare en ny sherif i byen med en vindervilje og et talent, ingen andre kan hamle op med. Under alle omstændigheder har Tour de France 2020 skrevet sig ind i historiebøgerne som en af de mest dramatiske og overraskende nogensinde.