Dansker snupper VM-sølv i mountainbikeorientering

Camilla Søgaard sluttede som nummer to i massestarten og fulgte op på bronzemedaljen fra tidligere på ugen.

Camilla Søgaard sørgede fredag for en dansk sølvmedalje i mountainbikeorientering ved VM, der bliver kørt ved Viborg.

Det skriver Dansk Orienterings-Forbund i en pressemeddelelse.

I disciplinen massestart for kvinder var hun endda bare seks sekunder fra sejren, men det endte altså med en andenplads efter briten Emily Benham Kvåle.

Vinderen gennemførte de 15,6 kilometer og 36 poster på 1 time, 1 minut og 50 sekunder.

Søgaard havde fire sekunder ned til russeren Anastasia Svir på tredjepladsen.

Det var Søgaards anden medalje, efter at hun vandt bronze på mellemdistancen i tirsdags.

Ifølge forbundet blev hun en del af en gruppe på fem, der skulle fordele medaljerne mellem sig, og det lugtede en overgang af guld.

»Danskeren lå side om side med briten Emily Benham Kvåle, der valgte et hurtigere vejvalg til den fjerdesidste post og derfor kunne trille alene over stregen til sit fjerde verdensmesterskab i denne uge,« lyder det i pressemeddelelsen.

I juniorklassen blev det derudover til to danske guldmedaljer i massestarten. Således sejrede Thomas Steinthal og Nikoline Splittorff hos deres respektive køn.

/ritzau/