Casper Pedersen slår franskmand og vinder Paris-Tours

Casper Pedersen var stærkest i duel med Benoit Cosnefroy, da løbet skulle afgøres på opløbsstrækningen.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARCO BERTORELLO

Cykelrytteren Casper Pedersen sikrede sig søndag karrierens største triumf, da han vandt det franske løb Paris-Tours.

Den 24-årige dansker kom afsted sammen med franske Benoit Cosnefroy (AG2R).

Da løbet skulle afgøres efter 213 kilometer, var Pedersen stærkest.

Danskeren lå forrest af de to og åbnede spurten. Cosnefroy svarede godt igen, men det lykkedes ikke at overhale danskeren.

Der var endda overskud til, at Casper Pedersen til sidst kunne sprede armene ud og løfte hænderne op over hovedet i triumf.

»Det er et stort resultat for mig. Jeg er super glad.«

»Jeg havde drømt om at lave et godt resultat. Jeg kom fra Tour de France med en god form, så jeg var opsat på at få noget ud af den,« siger Casper Pedersen i et interview bragt på TV2.

Med omkring 50 kilometer tilbage af løbet kom Casper Pedersen afsted med seks andre ryttere.

På nogenlunde samme tidspunkt styrtede Søren Kragh Andersen (Sunweb), der på forhånd var udråbt til en af favoritterne efter sine to sejre i Tour de France. For to år siden vandt Kragh Andersen i Paris-Tours.

Lidt senere gik Cosnefroy til angreb, og Casper Pedersen fik hægtet sig på. En overgang fulgte Rudy Molard med, men han blev senere sat, da Cosnefroy endnu en gang øgede tempoet.

Benoit Cosnefroy og Casper Pedersen fik gang i et godt samarbejde, og de to førende fik slået et hul på omkring 30 sekunder.

Efterhånden som frontduoen nærmede sig målstregen, begyndte forspringet at svinde ind og med fem kilometer tilbage, var hullet nede på omkring 15 sekunder.

Herfra begyndte de to ryttere at øge igen, og det stod klart, at vinderen skulle findes mellem de to.

Og det lykkedes Casper Pedersen at blive den seneste i rækken af danskere til at hente en sejr i et stort internationalt cykelløb.

Forfølgerne kom i mål omkring 30 sekunder efter den danske vinder og Cosnefroy.

Casper Pedersen fortalte bagefter, at de to ryttere tidligere har dystet mod hinanden på U23-niveau.

»Han elsker stigningerne lidt mere end mig, og jeg er mere til de flade strækninger. Jeg var lidt bange hen over stigningerne, så jeg spillede lidt poker. Jeg prøvede at få det til at se ud som om, at jeg ikke led,« siger han.

/ritzau/