Afslører: Disse fem hold jagter Jakob Fuglsang

 

Jakob Fuglsang har kontraktudløb hos Astana efter denne sæson.

Men hvor fortsætter den danske cykelrytter karrieren?

Det spekuleres der lige nu lystigt i. Og efter den store succes, som Fuglsang har haft i denne sæson, er der mange bejlere til den 34-årige dansker.

I hvert fald hvis man skal tro hans italienske agent, Moreno Nicoletti.

Agenten afslører overfor TV2 navnene på de fem hold, som gerne vil have Jakob Fuglsang med i holdbussen næste år.

Det er Movistar, Katusha, Quick-Step, Dimension Data og så Astana, der ønsker at forlænge kontrakten med danskeren.

»Jakob kigger især på, hvilket udstyr holdene har, hvad de kan give i løn, og hvilken rolle han kan få på hos dem. Det er nok ikke så vigtigt at være enekaptajn på et hold længere, fordi mange kører Grand Tours med to kaptajner,« siger Moreno Nicoletti til TV2.

Jakob Fuglsang har haft stor succes på landevejene i år, hvor han udover Critérium du Dauphiné har vundet Liege-Bastogne-Liege og Andalusien Rundt samt været på podiet i klassikerne Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Meritter, som har gjort Fuglsang til en af de største favoritter til at vinde dette års Tour de France.

Tidligere har Jakob Fuglsang kørt for Team Designa Køkken, Team Saxo Bank og Leopard Trek, inden han i 2013 skiftede til Astana.