Cykelsportens mareridt

Vi har med sikkerhed endnu ikke hørt det sidste ord om, hvad der i virkeligheden gik for sig i tiden forud for årets Tour de France, da Michael Rasmussen forberedte sig på det, der tegnede til at blive hans livs største triumf som cykelrytter, men som nu ser ud til at blive hans sportslige endeligt.

Hvad der er løgn, og hvad der er sandhed bliver måske aldrig afklaret. Så meget står imidlertid fast, at Michael Rasmussen er taget ud af løbet i konsekvens af, at han har forbrudt sig mod de regler, der er indført for at forhindre doping i international topidræt. Han var, allerede før løbet begyndte, belastet af fire advarsler for at undlade at give oplysning om sit opholdssted, og han er nu angiveligt taget i en lodret løgn, hvis påstanden om, at han er set i Italien på et tidspunkt, hvor han selv insisterer på at have opholdt sig i Mexico, vel at mærke er sand.

Men kan det bevises, at Michael Rasmussen hemmeligt trænede i Dolomitterne i juni er sagen klar. Så har han med stor sandsynlighed kørt sit sidste cykelløb. Det må være den logiske konsekvens, hvis den professionelle cykelsport vil gøre alvor af at komme dopingmisbruget til livs.

Menneskeligt set er det naturligvis tragisk at opleve et sådant fald fra national heltestatus til en foragtet rolle som skurk, og man kan have ondt af en ung mand, som vil komme til at leve resten af sit liv i skyggen af de begivenheder, vi har været vidne til i det sidste døgn.

Indtil der foreligger flere uafviselige kendsgerninger, kan man have den mistanke, at Michael Rasmussen er faldet som et nødvendigt offer for at redde renomméet for den store nationale sportsbegivenhed i Frankrig. For det skal stadig erindres, at den danske cykelrytter trods utallige prøver ikke på noget tidspunkt er blevet testet positiv. Og det spørgsmål melder sig, om sagen havde fået det samme drastiske forløb, hvis det havde været med en fransk eller en italiensk rytter i hovedrollen. Det er langtfra sikkert. Tour de France har udviklet sig til at være andet og mere end verdens hårdeste cykelløb. Det er blevet en gigantisk international økonomi med et uoverskueligt net af kommercielle interesser, og i det spil har det været vanskeligt at acceptere, at det sandsynligvis ville være en aparte dansk bjerg-specialist, som ville ståøverst på podiet i Paris.

Uanset om Michael Rasmussen har forset sig i en grad, som gør det berettiget, at han bliver taget ud af løbet, skal det understreges, at bekæmpelse af doping med alle midler er nødvendig, hvis cykelsporten skal overleve disse års krise. Doping er og bliver en usympatisk og for rytterne livsfarlig form for snyd. Lige så betagende det er at overvære de umenneskelige strabadser på de franske landeveje, lige så ligegyldigt bliver showet, hvis det afsløres, at vinderen sejrer ved hjælp af snyd. Det er den professionelle topidræts største problem i disse år. For med manglende tilskuerinteresse forsvinder også sponsorerne og indtægterne fra de kommercielle TV-stationer. Og dermed er hele det økonomiske grundlag borte. På den måde truer doping med at tage livet af verdens største cykelløb.