Cykelsport, doping og forargelse

Doping er snyd, siger de forargede. Jamen, snyd er en fast bestanddel af professionel sport. Og hvorfor skal doping straffes betydeligt hårdere end andre former for snyd? Den moralske fordømmelse er besynderlig. Hvordan kan man det ene øjeblik fascineres af atleternes strabadser og føle national stolthed over en landsmands triumf, når man det næste øjeblik lader sig forarge over afsløringen af en sandhed, man allerede kender?

Tegning: Kamilla Christiansen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse dage udspiller der sig det ene storslåede drama efter det andet på de franske landeveje, og de sidste par måneders massive forargelse over rytternes afslappede forhold til præstationsfremmende medikamenter er for en kort stund trængt i baggrunden. Endnu en gang viser et utal af danskere deres kærlighed til cykelsporten og deres foragt for et sommervejr, der lader vente på sig, ved dag efter dag at sidde klistret til skærmen: Etaperne diskuteres, rytterne evalueres og begejstringen konfirmeres.

Men inden længe vil den næste skandale genantænde det forargelsens bål, der fortærer fornuften blandt såvel journalister som politikere og andre meningsdannere. Da Bjarne Riis bekendte sine »synder«, blev han i medierne udsat for en moralsk korsfæstelse, og det til trods for, at intet almindeligt tænkende menneske kunne være overrasket over, at doping var en fast bestanddel af Bjarne Riis' diæt i 90erne. Festina-skandalen i 1998 viste med al tydelighed, at doping ikke alene var nogle få brodne kars genvej til hæder og ære, og hvis enhver tvivl ikke allerede her var forduftet, blev den det året efter, da DR med sin dokumentar­udsendelse »Tavshedens pris« afslørede den udbredte brug af EPO i cykelsporten.

Den moralske forargelse, der følger i kølvandet på alle dopingskandalerne, forekommer derfor besynderlig. Hvordan kan man det ene øjeblik nyde dramatikken; med lige dele ærefrygt og fascination iagttage de umenneskelige strabadser, som rytterne må gennemleve, eller afstive sin nationale stolthed, når en dansk rytter eller et danskejet hold sejrer, og det andet øjeblik lade sig forarge, når den sandhed, vi alle allerede kender, trækkes ud i lyset?

Dette dobbelte forhold til cykelsporten og dens udøvere er næppe muligt uden en vis portion hykleri. De forargede forsøger imidlertid at retfærdiggøre deres indignation med tilsyneladende rationelle argumenter. Doping er snyd, lyder mantraet, og netop derfor er det uacceptabelt. Snyd er imidlertid en fast bestanddel i den professionelle sport, og det mest mærkværdige er sådan set, at doping straffes uforholdsmæssigt meget hårdere end andre former for snyd. Når en fodboldspiller scorer med hånden, filmer sig til et straffespark eller takler en modstander bagfra, er straffen - hvis bølgerne går højt - nogle få spilledages karantæne. Der er mig bekendt heller ingen, der argumenterer for indførelsen af en minimumsstraf på to år i forbindelse med disse former for snyd. Det peger på, at det ikke alene kan være spørgsmålet om snyd, der ligger til grund for det fremherskende syn på doping.

De »moralske vogtere« har derfor også andre strenge at spille på, når de kæmper om på den mest larmende måde at slå på tromme for kampen mod den forfærdelige doping. Cykelrytterne er nemlig ikke alene atleter, der udkæmper deres kampe på landevejene, men tillige forbilleder for børn og unge, og når rytterne doper sig, promoverer de i realiteten en farlig, usund og moralsk forkastelig indstilling til såvel sport som livet i al almindelighed. Det er dette synspunkt kulturministeren har gjort sig til talsmand for: »Man skal som forældre kunne sende sine børn til cykelsporten uden at møde sprøjter, medicin og læger«, lød det fra Brian Mikkelsen, da Bjarne Riis havde afsløret sit familiære forhold til doping. Men her overser han - som mange andre - at cykelsporten i sig selv på ingen måde kan betragtes som sund og moralsk opbyggelig. Cykelsporten er livsfarlig, hvilket enhver, der har set de halsbrækkende nedkørsler med hastigheder omkring de hundrede kilometer i timen eller en massespurt, hvor sprinterne med dødsforagt og hævede albuer kæmper om positionerne, vil vide. Hele fascinationen af Tour de France og cykelsporten er rodfæstet i selve sportens ekstreme karakter. I Tour de France følger vi således hvert år historien om en endeløs række af umenneskelige lidelser og en flok viljestærke ryttere, der er villige til at tilsidesætte snart sagt ethvert hensyn til helbredet i kampen om at komme først til Paris. Vi fascineres af denne fortælling, fordi den netop er nådesløs, brutal og livstruende. Tour de France er en genopførelse af et episk spil, hvor rytterne, i takt med at pedalkadencen forøges, kaster den civilisatoriske fernis over bord. I denne forstand er cykelsporten den tekniske tidsalders pendant til arkaiske discipliner som boksning og tyrefægtning, der iscenesætter menneskets kamp for overlevelse i naturtilstanden. Der burde derfor heller ikke være nogen forældre, der med fornuften i behold - doping eller ej - ønsker at se sine børn som protagonister i en sådan fortælling.

I cykelsportens verden er doping heller ikke en nymodens opfindelse, der truer med at forpeste og ødelægge en sport, der oprindeligt var ren og naturlig. Doping var fra starten et almindeligt middel i kampen mod kilometerne og modstanderne, og allerede i slutningen af det 19. århundrede var koffein og kokain både velkendt og udbredt blandt rytterne. Listen af store stjerner, der har indrømmet brugen af doping, omfatter heller ikke kun rytterne fra de seneste par tiår, men tillige gamle koryfæer som den femdobbelte Tour-vinder Jacques Anquetil, den mytiske Fausto Coppi og Bernard Thévenet, der to gange i 1970erne stod øverst på skamlen i Paris. En hel parade af prominente navne som f.eks. Merckx, Zoetemelk, Fignon og Pedro Delgado er desuden alle blevet testet positive. Endnu mere sigende er det, at UCI - Den Internationale Cykelunion - først i 1966 indførte et regelsæt, der forbød visse præsta­tionsfremmende medikamenter. Det første synlige resultat af forbuddet var, at rytterne i samme års Tour de France afholdt en symbolsk strejke, der havde til formål at manifestere deres indædte modvilje mod sådanne foranstaltninger, der blev set som usportslige og unaturlige. Det lille optrin er måske i virkeligheden det mest sigende vidnesbyrd om dopingens centrale placering i cykelsportens historie.

Forargelsen kan altså ikke på rationel vis finde næring i modviljen mod snyd eller forestillingen om, at rytterne er forbilleder for ungdommen. Det efterlader os med spørgsmålet om, hvad der så er den virkelige årsag til forargelsen. Måske skyldes den sportens barbariske natur, der af fintfølende og sarte sjæle bliver set som en fornærmelse mod fornuften og den gode opførsel. Eller måske finder vi svaret i den nypuritanske bølge, som de senere år har skyllet ind over de danske kyster. Svaret blafrer muligvis i vinden, men under alle omstændigheder er den stadig voksende forargelse fuldstændig ude af proportioner. De professionelle ryttere har i mere end hundrede år benyttet de til enhver tid til rådighed stående midler i kampen på asfalten og pavéerne, og vi seere har ladet os begejstre og fascinere, hvad enten vi har været vidende om medikamenternes betydning eller investeret i et sæt skyklapper.

I virkeligheden er der større grund til at blive bestyrtet over en kulturminister, der det ene øjeblik bader sig i sportens stjernestøv og kæmper en brav kamp for at få flere internationale sportsstævner til landet, mens han i det næste øjeblik - når doping­spøgelset viser sig - spiller førsteviolin i forargelsens orkester. Og når Brian Mikkelsen, der fra sin tid som næstformand i Det Internationale Antidopingagentur (WADA) burde være en velinformeret herre, giver udtryk for sin store overraskelse i forbindelse med Bjarne Riis' doping-indrømmelser, må han enten tale mod bedre vidende eller være håbløst naiv. Jeg ved ikke, hvilken af disse »kvaliteter« der er værst, men jeg er fuldstændig overbevist om, at Danmark ville være bedre tjent med en kulturminister, der hverken var hykler eller håbløst naiv.