Flere Radio24syv-programmer overlever hos Berlingske Media

Som bekendt skal Radio24syv lukke, men flere programmer lever videre hos Berlingske, B.T. og Weekendavisen.

To Radio24syv-profiler: Torben Steno og Jarl Cordua Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

En række programmer fra Radio24syv fortsætter hos Berlingske Media.

Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Berlingske Media har i otte år været medejer af radiostationen, som lukker og slukker torsdag.

B.T. overtager »Fodbold FM«, »Politiradio« og »Det, vi taler om«.

Euroinvestor overtager »Millionærklubben«.

Berlingske kommer til at udgive »Cordua og Steno«, »Kampagnesporet« og »Hitlers Æselører«.

Weekendavisen viderefører »24 spørgsmål til professoren«.

»Jeg vil ikke se passivt til, når journalistisk talent stoppes,« skriver Anders Krab-Johansen, koncernchef hos Berlingske Media, på Twitter.

Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, begrunder avisens valg af de tre førnævnte programmer med, at »de passer godt til Berlingskes brand.«

»Der er politik og borgerlig debat i »Cordua og Steno«. Programmet er et veletableret brand i sig selv og kan komme Berlingske til gavn. Det interesserer mange borgere, som vi er sikre på er blandt kernelytterne,« siger han.

»»Kampagnesporet« er måske det mest underholdende forsøg på at forstå, hvad der sker i USA i disse år, og det bliver et ekstremt interessant program at have inden det kommende præsidentvalg. »Hitlers Æselører« er et elsket program, som i den grad kan noget på historiefronten, hvilket Berlingske også gerne vil. Og programmet har en dedikeret lytterskare, som vi naturligvis gerne vil tiltrække.«

Det forventes at »Cordua og Steno« samt »Kampagnesporet« vil udkomme én gang om ugen, mens »Hitlers Æselører« ventes at udkomme én gang om måneden. Programmerne vil være tilgængelige på berlingske.dk.

Berlingske Media overtager ligeledes arkivet med alle programformater fra Radio24syv. Berlingske Media vil ligeledes sørge for, at arkivet bliver tilgængeligt for offentligheden.

Tidligere er det meldt ud, at programmet »Nattevagten« fortsætter på Radio 4. Netop Radio 4 overtager sendetilladelsen fra Radio24syv på FM4-båndet.

Radio24syv havde håbet på at kunne fortsætte som DAB-kanal. Men i sidste uge tabte Radio24syv udbuddet om at drive den nye dab-kanal. Her vandt Radio Loud.

Det afgjorde Radio- og tv-nævnet. Efterfølgende har en række politikere meldt ud, at udbuddet bør gå om.

Frem til tirsdag klokken 12 kan Radio24syv, Loud samt DK4 Radio, der også havde ansøgt om at drive kanalen, stille spørgsmål til nævnet om dets afgørelse.

Nævnet vil besvare spørgsmålene inden middagstid fredag. Svarene vil ifølge Slots- og Kulturstyrelsen blive offentliggjort.

Efter afgørelsen har det blandt andet været kritiseret, at Radio Loud lægger op til at dække 82 procent af landet. Radio24syv lagde op til at dække cirka 97 procent.

De Radikales medieordfører, Jens Rohde, har foreslået, at Radio24syv skal have forlænget sendetilladelsen, så udbuddet kan gå om. Liberal Alliance og Nye Borgerlige ønsker ligeledes, at udbuddet skal gå om.

Hos Venstre har partinestor Claus Hjort Frederiksen sagt, at hans personlige holdning er, at udbuddet skal gå om.