»Cordua & Steno«: Skal kommunen fortsætte med at sige far og mor til folk, der hellere vil kaldes noget andet?

Putins mulige brug af atomvåben, Moderaterne foreslår en sundhedsreform, Lula vs. »tropiske Trump« bliver præsident i Brasilien, forsker afviser Støjbergs mediekritik og København vil ikke kalde alle forældre for far og mor i Cordua & Steno torsdag på Berlingske.

I denne udgave af Torben Steno og Jarl Corduas podcast taler de blandt andre med seniorforsker ved DIIS og atomkrigsekspert Rens van Munster om, hvordan Putin vil bruge sine taktiske atomvåben. Lyt med her. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. time

Putin har flere gange truet med at bruge atomvåben. Det såkaldte dommedagsur er rykket endnu tættere på kl. 12, men hvordan vil han bruge sine taktiske atomvåben? Vil det ændre krigens gang? Hvad bliver omverdenens reaktion på en begrænset brug af taktiske atombomber? Seniorforsker ved DIIS og atomkrigsekspert Rens van Munster er gæst.

Det er kl. 10.05 i Cordua & Steno på Berlingske, og programmet kan høres live via Berlingske eller på Facebook.

Jarl Cordua er i USA. I stedet vikarierer journalist og tidligere forlagsdirektør Jakob Kvist, når vi gennemgår den hjemlige politiske scene, som naturligvis er helt domineret af valgkampen. Hvem skal løbe med ugens fidusbamse?

Meningsmålinger viser, at Moderaterne sidder med de afgørende mandater, når der skal dannes en ny regering. Et af partiets fokusområder er det nødlidende sundhedsvæsen. Det nye midterparti foreslår en sundhedsreform, der er lavet af læge og folketingskandidat Monika Rubin. Hun er gæst i studiet.

2. time

Første runde af det brasilianske præsidentvalg gav hverken den siddende højreorienterede Jair Bolsonaro eller den tidligere venstreorienterede nu 76-årige Lula de nødvendige 50 procent af stemmerne. Derfor mødes de to kandidater i anden runde. Lula er favorit, men vil det betyde en markant forandring af Brasilien, hvis han vinder? Økonom og brasilienskender Niels Westy er gæst.

I en kronik i Berlingske hævdede Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, at medierne dækker landområderne negativt. Det er dog ikke rigtigt, hvis man spørger Mark Blach-Ørsten, professor i journalistik på Roskilde Universitet, som har undersøgt sagen.

Københavns Kommune lægger i en ny sprogvejledning vægt på, at medarbejdere skal blive bedre til at tage hensyn til at anerkende borgerne som dem, de er. For eksempel tage hensyn til om borgeren vil kaldes eksempelvis en »han«, »hun«, »den«, »de« eller »dem«. Men er det en god idé? Vi tager debatten med socialdemokraternes politiske ordfører på Københavns Rådhus, Laura Rosenvinge, og Venstres integrations- og beskæftigelsesborgmester, Jens-Kristian Lütken.

Følg Cordua & Steno på mobil