»Cordua & Steno«: Skal Danmark føre en mere kontant politik over for Kina?

Dansk Kina-politik, EU-konfrontation med Polen og Ungarn, minkskandalen, dansksindede mere kritiske over for Danmark, statspenge til fattige skal redde coronaramt økonomi og kommunale vagtværn i »Cordua & Steno« på Berlingske torsdag.

»Cordua & Steno« – podcast om dansk og international politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

1. time

Bør Danmark følge USAs eksempel og føre en mere kontant udenrigspolitik over for det fremadstormende Kina? Debat i studiet mellem udenrigsordførerne Karsten Hønge fra SF og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

EU-landene og Europa-Parlamentet har med en særlig »retsstatsmekanisme« ønsket at straffe Polen og Ungarn, fordi de to lande ikke overholder visse retsstatsprincipper.

Men nu hævner de to lande sig ved at stikke en kæp i hjulet på EUs budget og coronaredningspakke. Så hvad gør EU nu? Berlingskes EU-korrespondent Michael Alsen er i studiet for at analysere situationen.

Så skal vi omkring den dramatiske ministerafgang onsdag og den redegørelse, der kritiserer regeringens håndtering af minkskandalen.

Venstres formand vil være mere grøn ved hjælp af statskassen, Alternativet skal igen have ny politisk leder, og vi skal uddele Ugens Fidusbamse til en værdig modtager.

2. time

Det danske mindretal i Sydslesvigs tilknytning til Danmark ændrer sig. De er i de seneste år blevet mere negativt indstillede over for Danmark på grund af grænsekontrol, nationalisme og holdningen til flygtninge. Det fremgår af en ny ph.d.-afhandling af historiker Rejhan Bosnjak. Men hvad er det så, der gør, at mindretallet stadig føler tilknytning til Danmark?

Chefstrateg i Nordea, økonomen Andreas Steno, foreslår i et indlæg i Politiken, at man redder dansk økonomi ved at gældsætte staten og dele penge ud i form af en månedlig check til »almindelige« danskere med lav indkomst, så længe økonomien er i slæbegear under coronakrisen. Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, der også er økonom, er ikke overbevist, men nysgerrig. Vi tager diskussionen i studiet.

Regeringen vil gøre det lovligt for kommunerne at oprette kommunale vagtværn eller vægterkorps for at sikre borgerne mod tyveknægte? Men er det ikke politiets opgave at forhindre dette? Og kunne private vagtselskaber ikke i stedet løse dele af opgaven? Vi tager debatten med borgmester Hans Toft, der længe har arbejdet med en model, der skal løse opgaven med at dæmme op for omfattende tyverier i Gentofte Kommune.

Hør tidligere afsnit her.