»Cordua & Steno«: Sådan snød socialdemokraterne Kristian Thulesen Dahl

Da S løb med DFs vælgere, næringsfrihed for andre end Bilka og Føtex, udviklingshjælp til Kina, naturfredningsforening som del af venstrefløjen, retssikkerhed for andre end Skat og Iran på vej mod atombomben. Alt sammen i »Cordua & Steno« på Berlingske torsdag.

»Cordua & Steno« – podcast om dansk og international politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Første time

»Skaberen, Taberen og Frelseren?« er en aktuel bog om DFs og især Kristian Thulesen Dahls storhed og fald, skrevet af de to tidligere V-rådgivere Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt. Vi har sidstnævnte i studiet til en snak om bogen og dens grundanalyse, der drejer sig om, at Socialdemokratiet erobrede vælgere efter et grundigt forarbejde med at gennemanalysere DFs vælgere. Metoder, som DF længe – og noget hovmodigt – afviste.

Ingen uge uden et forsøg på at uddele Ugens Fidusbamse. Vi skal også vende ny ballade i Venstre, de seneste meningsmålinger, der gør K større end V, en mulig genåbning af samfundet så også andre forretningsdrivende end giganterne Bilka og Føtex får næringsfrihed, individets ret til at ud gå på isen og andre politiske sager fra ugens løb

Det er klokken 10.05 i »Cordua & Steno« på Berlingske, og programmet kan høres live via Berlingske eller Facebook.

Kina er klodens næststørste økonomi, men får stadig udviklingshjælp fra Danmark. Hvordan hænger det sammen, og bør man stoppe den? Debat med udviklingsordførerne Katarina Ammitzbøll, De Konservative, og Daniel Toft Jakobsen fra Socialdemokratiet.

Anden time

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har været en aktiv deltager i en markant kampagne, der forsøgte at forhindre boligbyggeri på Amager Fælled med henblik på at bevare naturen på stedet. Men kampagnen er et udtryk for, at de brede, tværpolitiske interesseorganisationer som DN i stigende grad er blevet kampagneorganisationer for venstrefløjen. DN er taget som gidsel af venstrefløjen, mener den konservative politiker Nikolaj Bøgh, der selv er menigt medlem af foreningen. Det afviser DN, der påpeger at foreningen netop er sat i verden for at sikre bevarelse af natur. Debat mellem Bøgh og foreningens direktør, Lars Midtiby.

I mange år var Peter Loft departementschef i Skatteministeriet. Siden blev han meget andet også samfundsdebattør, der blandede sig i debat om skattepolitik. Senest har han udtrykt kritik af skatteminister Morten Bødskovs 71 hidtidige skattelovsændringer, hvor de 20 forslag handler om at sikre skattevæsenets rettigheder, mens ingen af dem har fokus på at styrke skatteborgerens retssikkerhed. Seneste har Loft bebudet, at han går ind i politik blandt andet som folketingskandidat for Liberal Alliance. Vi taler med Peter Loft.

Der foregår for tiden noget virkelig skummelt i Iran, der længe har forsøgt at blive ny atommagt. Det mener Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Kristian Mouritzen, i en ny analyse, der henviser til en ny rapport fra det Internationale Atomenergiagentur (IAEA). Den fortæller i klartekst, at Iran blæser på alle indgåede aftaler med europæerne og er i gang med at bygge en atombombe. Vi taler med Mouritzen om de sikkerhedspolitiske konsekvenser ved nyheden.

Hør tidligere afsnit her: