»Cordua & Steno«: Mere ligestilling i kulturen eller lukkede offentlige kasser

Ligestillingskrav i kulturpolitikken, politiske aftaler på samlebånd, hviderussisk diktator under pres, Frankrig – den rystede republik, identitetspolitik skyldes overfølsomhed måske frembragt af børneopdragelse og politisk drama i Grønland i Cordua & Steno på Berlingske torsdag

»Cordua & Steno« – podcast om dansk og international politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

1.time

Alle institutioner i Københavns Kommune, der modtager over 500.000 kroner i driftsstøtte om året, skal lave en årlig ligestillingsredegørelse, hvor de beskriver, hvad de gør for at fremme ligestilling – både hvad angår køn, etnicitet og alder. Ellers mister de støtten. Men hvorfor stille den slags politiske krav til kulturen?  Vi tager debatten mellem Franciska Rosenkilde Københavns kulturborgmester for Alternativet  og kulturrådmand på Frederiksberg den konservative Nikolaj Bøgh.

Hør med live i Cordua & Steno på Berlingske fra kl. 10.05 på Berlingske eller Facebook.

En finanslovsaftale er på trapperne og det samme er en række forlig om elbiler, grønne skatter og minkavlererstatninger. Vi skal tage temperaturen på dansk politik netop nu og uddele Ugens Fidusbamse til en værdig modtager.

Kan hviderusserne spore et håb, mens de bliver tæsket på plads af Viktor Lukasjenkos politisoldater? Han vil gå af som præsident, så snart at en ny forfatning er på plads, siger han pludselig? Er han ved at bøje sig for det interne pres – eller er det snarere Putins pres for at få landet med i en union med Rusland? Analyse af Hvideruslands-kender Jonathan Schacht Halling Nielsen.

2.time

Hvad i alverden er der galt med Frankrig? Det spørgsmål stiller ikke kun franskmændene sig selv. Det gør vi andre også. Svarene forsøger Weekendavisens Paris-korrespondent Aske Munck i en lille bog, ”Den rystede republik”, der fortæller om Frankrigs nyere historie og især præsident Macrons forsøg på at løse nogle af problemerne. Munck er gæst i studiet.

Identitetspolitik brager frem overalt i samfundet. Men hvordan forklarer man fænomenets opståen? Måske er det udtryk for en ny følsomhed – en hypersensitivitet over for ubehag.

Det kan være tale om en flertydighedsintolerance, som måske skyldes vores moderne børneopdragelse. Det hævder Henrik Høgh-Olesen, der er professor i social- og personlighedspsykologi, Aarhus Universitet i en kronik bragt for nyligt i Information.

Hov! Hvad var det? Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen, som ellers har siddet på posten i mange år, er pludselig ikke længere formand for partiet Siumut. For nyligt tabte han en kampafstemning om formandsposten til Erling Jensen. Hvor længe går der, før Kielsen er fortid som landsstyreformand og vil Jensen ændre politik i forholdet til Danmark og i forhold til USA? Vi har en kender af grønlandsk politik journalist Martin Breum med på telefon fra Nuuk for en analyse af det politiske drama.

Hør tidligere afsnit her.