Cordua & Steno 6. februar: Nyt Kina-kritisk selskab stiftes: Hør Cordua & Steno

Kina-kritisk selskab, debat om boligindgreb, fraværet af aktiv kulturpolitik, borgerlighed i idékrise og UK-økonomi efter Brexit i Cordua & Steno på Berlingske torsdag.

Podcast-værterne Jarl Cordua og Torben Steno. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

1. time

Et bredt udsnit af politiske ungdomsorganisationer vil torsdag aften stifte en forening, der har til hensigt at bekæmpe, hvad de ser som Kinas stigende, negative indflydelse i Danmark. Initiativtager til Dansk Kina-Kritisk Selskab, der skal være åben for alle, er Thomas Rohden fra Radikal Ungdom. Vi taler med ham og en anden støtte bag initiativet, Liberal Alliances Signe Bøgevald Hansen.

Vi skal også analysere regeringens udligningsreform og helst også slippe af med en fidusbamse til en værdig modtager.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fik i sidste uge flertal sammen med Dansk Folkeparti og venstrefløjen om et indgreb på det københavnske lejeboligmarked for at forhindre udenlandske spekulanter i at smide almindelige mennesker ud af lejebolig-massen. De borgerlige partier kritiserer indgrebet, som de blandt andet mener vil gå ud over værdien af almindelige indehavere af andelsboliger. Debat mellem boligministeren og de Konservatives bolig- og erhvervsordfører, Mona Juul.

2. time

Den konservative rådmand for kultur og fritidsforvaltningen på Frederiksberg og folketingskandidat Nikolaj Bøgh efterlyser en aktiv kulturpolitik på Christiansborg. Hvad er problemet, og har han selv gjort sig nogle tanker derom?

Liberal Alliances formand Alex Vanopschlag mener, at borgerligheden står i en »idékrise«, hvor de borgerlige partier er blevet bange for deres egen skygge, og hvor man ikke tør stå ved de værdier, der tidligere har samlet blokken. Vanopschlag er i studiet til en snak med os om, hvad man dog skal gøre ved det?

»Vi er ude!« Brexit-tilhængerne jublede og sang natten til lørdag, da Storbritannien forlod EU efter 47 års medlemskab af EF/EU. Nu skal alle de gyldne muligheder for britisk økonomi høstes. Men hvad er egentlig tilstanden i dag i britisk økonomi? Har premierminister Boris Johnson noget at have sine forhåbninger i? Vi spørger Berlingskes økonomiske  redaktør, Ulrik Bie.

Du kan høre tidligere afsnit af Cordua & Steno her.