»Cordua & Steno« 19. marts: Hvordan påvirker Corona-epidemien sikkerhedspolitikken?

Coronas-virus hærgen og det sikkerhedspolitiske spil, epidemi lukker for musikken, magtfuldkommen totalstat, Kina post-Corona, italiensk epicenter, Ulrik Bie om hjælpepakkerne og polsk rettidighed i Cordua & Steno torsdag LIVE kl 10.10.

Cordua & Steno Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

1. time

På grund af teknisk fejl røg forbindelsen midt i programmet. Derfor er der kun 23 minutter af denne udsendelse. Men lyt med alligevel!

Hvad bliver konsekvenserne af epidemiens hærgen for sikkerhedspolitikken? Vi spørger Atlantsammenslutningens Generalsekretær og sikkerhedspolitiske analytiker Lars Bangert Struwe.

Vi skal lige spritte studiet af, så være med fra ca. kl 10.10 på b.dk

Store dele af serviceerhvervene og handlen er nu lukket ned, som følge af epidemien. Mange freelancere står pludselig også uden opgaver blandt dem også landets musikere.  Vi får en vurdering af situation fra en turnerende sanger og kapelmester, Jørn Jeppesen, der engang var Kim Larsens mangeårige impresario.

»Omkostningerne ved coronakrisen er ikke kun menneskelige tragedier og gigantiske økonomiske omkostninger for både erhvervslivet, små selvstændige og titusindvis af lønmodtagere, men også et autoritært tryk i retning af en mere magtfuldkommen totalstat, som gradvist kan kaste stadig mørkere skygger over Danmark, hvis ikke alle skridt fra regeringens side bliver kritiseret åbent, frit og frejdigt undervejs.«

Sådan skrev en bekymret  Lars Trier Mogensen for nyligt på Altinget.dk. Hvad han er så bange for? Vi taler med ham.

Så skal vi have en telefon igennem til min sygdomsramte medvært, Torben Steno, og vende situationen i dansk politik. Måske gemmer der sig en fidusbamse?

2. time

Berlingskes Lene Winther følger Kina tæt. Det var jo der epidemien begyndte, hvad Trump også fik gjort opmærksom på, da han kaldte Covid-19 for den »den kinesiske virus«. Det fik Kina til at smide en stribe amerikanske journalister ud af landet.  Nu er Corona-virus på retur i Kina, men hvordan ser den kinesiske regering på situationen, hvor en verdensøkonomisk nedtur også kan ramme dem?

Norditalien er nu blevet epicentret for epidemien, og mange har hørt om Bergamo, hvor lægerne må vælge mellem hvem af de livstruede syge de vil forsøge at holde i live på grund af mangel på respiratorer. Vi taler med Charlotte Sylvestersen om Corona-krisen i Italien set fra hendes hjem i Milano.

De økonomiske virkninger af Corona-krisen er uoverskuelige. Til gengæld er de økonomiske hjælpepakker ved at blive rullet ud af nationalbanker og regeringer i hele Vesten. Vil det hjælpe? Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, har overblikket.

Polen var tidligt ude med at lukke grænserne og andre drastiske tiltag. Har det hjulpet? Har den polske regering ellers taget bestik af skrækeksemplerne fra Sydeuropa? Og hvordan påvirker det det forestående polske præsidentvalg? Vi spørger Michael Hardenfelt fra Warszawa.

Her kan du gense livesendingen fra programmet.