Alle bliver fattigere med finanslovsaftale: Hør Cordua & Steno direkte kl. 10.00

Årets Bismarckpris, EUs opgaver kræver et stort budget, alle bliver fattigere med finanslovsaftale, debat om identitetspolitik på universiteterne, Matlok om mulig tysk sort-grøn koalition og Carolina Maier om Alternativet efter Elbæk i Cordua & Steno på Berlingske torsdag. Hør med torsdag kl. 10.00-12.00 på b.dk, Cordua & Stenos Facebookside eller via app hos Podimo.

Jarl Cordua og Torben Steno er værter på podcasten. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

1. time

Det er for ensidigt, når regeringer – blandt andet den danske – mener, at EU skal mindske budgettet. Det er et embedsværk og et budget, der netop kan løse de problemer, som de enkelte lande ikke kan løse enkeltvis. For eksempel med flygtningekrise og klimakrise. Og kommer EU for alvor videre, nu hvor briterne endelig forlader unionen?

Det mener Stina Soewarta, der er leder af EU-kommissionens repræsentation i København, og som for nylig skrev en kronik i Politiken om EUs fremtidige opgaver. Debat mellem Stine Soewarta og debattør, skribent og tidligere folketingskandidat for Venstre, Anna Libak.

Vi gennemgår ugen i dansk politik og ser frem mod nytårstalen. Hvad kommer Mette Frederiksen mon til at fokusere på i år? Er der lagt i kakkelovnen til endnu en omgang sortsyn, som har været denne regerings kendetegn? Og så skal vi have uddelt årets sidste udgave af Ugens Fidusbamse.

Ytringsfriheden er truet på universiteterne. Det mener 16 studenter, der nu har skrevet et klagebrev til folketinget. De mener, at identitetspolitikken på Københavns Universitet har taget overhånd. Blandt brevskriverne er Cille Hald Egholm fra konservative studenter. Hos den store studenterorganisation, Studenterrådet, ser man omvendt gerne, at universitetet gør mere for at inkludere minoriteter. Debat mellem Cille Hald Egholm fra konservative studenter og Mike Gudbergsen, forperson fra Studenterrådet.

2. time

I Tyskland gør man klar til mere klimapolitik, men den siddende sort-røde koalitionsregering er under pres. Især SPD taber vælgere og har netop skiftet ledelsen ud igen. Hvor længe kan regeringen holde? Er løsningen, at de grønne kommer til, som stormer frem, og at man på sigt ser en sort-grøn koalition, der kan lave bred klimapolitik? Vi får en analyse af Cordua & Stenos faste Tysklands-medarbejder, Siegfried Matlok.

Hvem vinder på den finanslovsaftale, regeringen har indgået med rød bloks partier? Svaret er ingen. Alle indkomstgrupper – målt på disponibel indkomst – taber på finanslovsaftalen. Fattige såvel som rige. Hvordan kan det være? Og er det rimeligt? Vi spørger Socialdemokraternes finansordfører, Christian Raabjerg Madsen.

Så er det tid til at uddele Årets Bismarckpris 2019. Hvem bliver den officielle vinder af de uofficielle mesterskaber i realpolitik? Vi afslører årets vinder.

Alternativet skal have ny formand efter Uffe Elbæk. Kan projektet reddes? Vi spørger partiets tidligere politiske ordfører Carolina Magdalene Maier.

Du kan høre tidligere afsnit af Cordua & Steno her.