Cool koreaner med tysk accent

Slut med discountdesign og dårligt udførte detaljer. Kia vil erobre markedsandele i Europa, og det gør man bedst med en formgivning, der taler til følelserne.

Kia løfter lidt af sløret for mærkets fremtidige designstil. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Manden, der skal levere varen, hedder Peter Schreyer og har 25 års erfaring som designer for Audi og VW. Blandt de modeller, han har været med til at tegne, er nyklassikere som Audi TT og VW Beetle, så forventningerne er tårnhøje til Kias nye designchef.

Schreyer har været involveret i designet af Golf-konkurrenten Ceed, men hans svendestykke er den konceptbil, som sydkoreanerne vil give officiel verdenspremiere på biludstillingen i Frankfurt 11. september. Bilen, en klassisk coupe med plads til to voksne og et par børn på nødbagsædet, giver et vink om, hvordan fremtidens formsprog for Kia vil se ud.

Peter Schreyer: »Kia har givet mig chancen for at forme hele mærkets design og karakter det er sjældent, at en designer får så frie hænder. Når folk ser vores nye sportscoupé-koncept i Frankfurt, er jeg sikker på, at Kia vil overraske.« jevel