Dalende støtte til danske missioner

Forsvarsministeren glæder sig over opbakning på 57 pct. til at sende soldater på internationale missioner. Sikkerhedsekspert Peter Viggo Jakobsen finder tallet »ikke særlig flot.«

Opbakningen i den danske befolkning til at sende danske soldater på internationale missioner i fremtiden er faldende.

Netop som Danmark er ved at trække sine styrker ud af Irak, viser en ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende, at 57 procent af danskerne støtter udsendelser af danske soldater til fremmede egne i verden, hvor krig er en del af hverdagen. Dermed er der ifølge forsvars- og sikkerhedsekspert Peter Viggo Jakobsen tale om et markant fald i danskernes støtte til nye udstationeringer af danske styrker.

»Generelt har der somme tider været helt op til 70-80 pct., der synes, at det var en god ide at sende danske soldater ud i internationale operationer, så at det kun er 57 pct. er altså ikke særlig flot,« siger lektor Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet.

Han peger på tidligere undersøgelser foretaget af Forsvarsakademiet. Her har danskerne bl.a. svaret på, om de støtter fremtidige FN-operationer på Balkan, hvilket 82 pct. i oktober 2002 svarede bekræftende til. 73,6 pct. svarede ja til, at man støttede dansk deltagelse i FN-operationer uden for Europa.

»Man er ikke så vild med det, man ser i Irak. Afghanistan ser lidt mere farligt ud, end vi har været vant til, men at der har været hele denne politik om Irak, spiller også ind. Det har gjort, at man er blevet mere skeptisk end tidligere, og det afspejler også den splittelse, som Irak har skabt,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Forsvarsminister Søren Gade (V) hæfter sig ved, at der trods et tabstal på syv dræbte soldater under indsatsen i Irak fortsat er støtte til lignende missioner fra godt halvdelen af befolkningen.

»Det er udtryk for, at danskerne anerkender, at de har et medansvar for, hvad der sker i andre dele af verden, og at det ikke kun er andre, der har ansvaret for vores sikkerhed, men at vi også selv skal være en del af dem, der vil deltage i ansvaret for sikkerhed i vores del af verdenen,« siger ministeren.