Groft sagt

Skin(d)barlig socialisme

Alle, der elsker bare bryster, må nu også elske SF. Det må de, fordi SF i København i det ny år vil tillade, at kvinder kan bade topløst i byens svømmehaller. Vinteren er så mørk, men nu går vi lysere tider i møde. Folkesocialisternes forslag er muligvis tænkt ud fra et eller andet fis med ligestilling, men er sambasocialisme på skandinavisk. SFs medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Frank Hedegaard, mener, at de københavnske kvinder naturligvis skal have lov til at lade bikini-overdelen blive hjemme, når de går i svømmehallen. »Det har de københavnske mænd lov til«, udtaler han og spørger retorisk: »Så hvorfor skal det være anderledes for kvinderne?« Nej, hvorfor skulle det dog det? Den nøgne sandhed er, at ingen borgerlig politiker ville slippe af sted med at stille dette topløse forslag, hvilket beviser, at der endnu er brug for socialister – til meget begrænsede opgaver. Groft sagt kan fremover træffes i svømmehallen.

Mikael Jalving



De computerløse

Julen er hjertenes tid og et glimrende tidspunkt at fremsætte langsigtede politiske visioner på.

En sekretariatsleder, Ask Svejstrup, i de hjemløses organisation SAND, som indlysende ikke læste kollega Claes Kastholms advarende betragtninger angående internettets skadevirkninger på krop og sjæl, har kastet sig ud i en kampagne, der på længere sigt skal sikre hjemløse – med og uden hjem – adgang til internettet.

Sekretariatslederen går i Politiken så langt, at han argumenterer for, at personer uden adgang til internettet uundgåeligt bliver handicappet i forhold til flertallet, som i det mindste på deres arbejdsplads har adgang til det forjættede net.

Groft sagt forstår henvendelsen til offentligheden således, at der bør bevilges internetopkoblinger kvit og frit til hjemløse med hjem – og så må der naturligvis tænkes ekstra kreativt til hjemløse uden hjem.

Må Groft sagt ikke foreslå, at der indkøbes et antal af Apples glimrende Mac-computere, den store naturligvis, med alskens opkoblingsudstyr, som kan fordeles rundt på byens bosteder for hjemløse, som deregfter kan gå i chatrooms med andre ligestillede og –sindede og bearbejde det handicap, de er blevet påført i tiden før deres adgang til internettet.

Projektet skulle være en smal sag at gennemføre, og en enkelt henvendelse til Mette Frederiksen burde borge for politisk opbakning. Egon Balsby



Forslugent

Danskere kan ikke få nok. I hvert fald ikke af mad. Alligevel kommer julens tilfælde af forstoppelse og skadestuernes travlhed med at redde mennesker fra deres egen appetit som lidt af en overraskelse for os, der overlevede julens gastronomiske strabadser, og som undrer os stille over, at nogle mennesker tilsyneladende er parate til at gå i døden for en and. Men det er de, disse fedtglinsende selvmordskandidater, de er beredte med kniv, gaffel og ske døgnet rundt, og såmænd også friske på et par håndmadder, skulle det komme dertil. Derfor ligner de til forveksling de politikere, der immer og altid bestiller mere velfærd fra det politiske menukort. Det er samme maniske appetit, vi mærker hos denne forslugne klasse, selv om materien er en anden. Hvor mad for den grådige er en substitut for lykke, er velfærd for den sultne politiker en erstatning for lighed, og det til trods for at vi om både lykken og ligheden véd, at de er kortvarige fornøjelser, som ikke forlænges synderlig meget af mere af det samme. Mikael Jalving



Gjort af et særligt stof

Som citeret af Bent Blüdnikow i Megafon-spalten ser dagbladet Politiken i sin leder en dybere sammenhæng mellem DRs byggerimorads og den borgerlige regerings kulturkamp, hvis formål skulle være at få has på DR. Lederen er skrevet af Anita Bay Bundegaard, der hermed på overbevisende måde befæster sin avis’ ry som seriøs politisk autoritet. For selv om hun står alene med analysen, har hun naturligvis ret. Først fik den borgerlige regering sat Chr. S. Nissen ind som generaldirektør. Derefter fik den ham overtalt til at iværksætte et håbløst budgetteret byggeri, der ville få pengene til at fosse ud af institutionens kasse. Alt dette skete, før der overhovedet var tænkt på en borgerlig regering, men det viser bare, hvor langt de borgerlige tænker. Endelig fik de borgerlige placeret Ole Sippel i Mellemøsten, så de hele tiden havde ham at fremhæve som et rystende eksempel på DRs venstredrejning. Tilbage stod bare at koble DRs underskud, Ole Sippel og tre grønne oste, så var slagtningen af DR gennemført, og dette endda samtidig med at DR vedblivende får sine 3 mia. om året plus yderligere 50 mio. Snedige typer, de borgerlige.

Claes Kastholm Hansen