Groft sagt!

Billedkrig

Kriger og kameramand for Villy, Frank og Helle Fold sammen
Læs mere
Selvom Groft sagt ikke er noget servicedepartement for populistiske oppositionspolitikere, kommer her alligevel en nyhed, der kun kan fremkalde glædesråb hos Villy Søvndal, Frank Aaen og Helle Thorning-Schmidt.

Forsvarskommandoen har nemlig i sin uendelige visdom besluttet, at danske soldater skal udstyres med et hjelmkamera, der kan dokumentere soldatens aktivitet på den mest objektive måde.

Forsvaret selv er tindrende glad for nyudviklingen, som man mener kan skabe forståelse for den danske krigsindsats hvor som helst – og ligefrem bruges i undervisningen af fremtidige soldater.

Dette kan være partielt rigtigt. Den klogere presseforsker, professor Stig Hjarvad, Københavns Universitet, ser dog en smule længere og har prompte efterlyst retningslinier for, hvem der egentlig skal have kontrollen med billederne.

Med sit sædvanlige forsigtige diplomati påpeger Stig Hjarvad, at billederne kan misbruges af forsvaret til krigspropaganda, men fortsætter: »For soldaternes retssikkerhed er det problematisk, hvis kameraer bruges til at overvåge arbejdet,« og som et fint eksempel peger Hjarvad på, at »offentligheden formentlig ville kræve billederne offentliggjort, hvis soldaterne havde båret kameraer, da de tilbageholdt afghanske fanger som omtalt i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm »Den hemmelige krig«.

Hjarvads bekymring er mildt sagt relevant. Hvis alle udsendte danske soldater også skal lege kameramænd for en opposition, hvor skadefryden er første reaktion på enhver ulykkelig hændelse i krigsmedfør, ser det unægtelig sort ud.

Egon Balsby

Julefilosofi

Så har landets politikredse omsider afsluttet det opslidende arbejde med at registrere juleaftenens sideløbende kriminalitet. Kun 1.400 danske hjem fik besøg af de ubudne, men velorganiserede, gæster på årets største festdag.

Politiet meddeler, at der vistnok er fanget en håndfuld tyveknægte, men befolkningen skal ikke føle sig ladt i stikken af den grund. Den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Lau Thygesen, siger beroligende, at antallet af indbrud faktisk er status quo i forhold til sidste år, hvilket jo er godt at vide.

Hans pædagogiske henvendelse til befolkningen – og tyveknægtene – bør dog især berolige sidstnævnte, da Lau Thygesen over for denne avis fastslår, at »vi har haft svært ved at gennemføre en effektiv forebyggelse, for det har vi ikke haft resurser til«.

Det vil der næppe heller være i 2008, så det logistiske forarbejde blandt tyveknægtene kan derfor allerede nu igangsættes.

Et lys i mørket er der dog – set fra befolkningens side. Den vagthavende hos Fyns Politi erkender, at man ikke har fanget en eneste tyveknægt endnu, men tilføjer i et anfald af filosofisk julehumor: »Men at vi ikke har slået kloen i den endnu betyder ikke, at vi ikke får fat i dem i det lange løb«.

Groft sagt tillader sig at tvivle på, at der er resurser til den slags hos de danske politistyrker, som har langt vigtigere ting at foretage sig end at beskytte befolkningen.Egon Balsby



Gruppeforældre

Dagbladet Politiken er på den anden ende af glæde over, at det snart bliver muligt for homoseksuelle par at adoptere. Hermed træder Danmark ind i kredsen af lande, der ikke diskriminerer på grund af seksuel orientering, skriver bladets lederskribent. Man har ganske vist aldrig tidligere haft et samfund af den europæiske type, hvor dette har været normen, og ingen kan derfor vide, hvordan det på længere sigt vil spænde af, men det er jo det, der gør homoadoptioner til et enestående eksperiment, som vi uden betænkning bør kaste os ud i.

Vi kan kun beklage, at naturen har diskrimineret på den måde, at mænd ikke kan få børn med mænd, og kvinder ikke med kvinder, men denne konstruktionsfejl bør vi ikke tillægge ringeste betydning for artens videre fremdrift. Mennesket er nemlig frigjort fra enhver naturlig begrænsning.

Netop derfor forekommer homoadoptionerne også meget uopfindsomme. Hvad skal al denne tosomhed dog til for i en verden, hvor både gruppeeksamener og gruppesex står i høj kurs, og hvor alle overleverede forestillinger er kørt på historiens losseplads? Hvis det er fint med to forældre af varierende køn, er det så ikke mindst lige så godt med tre, fem eller syv – altså en slags foreningsforældreskab? Bare alle medlemmer af forældre­sammenslutningen elsker barnet? Når vi nu alligevel har opgivet den tussegamle tvangstanke om, at et barn har en far og en mor.

Lars Hedegaard