Test af fem e-mail-programmer

Software. Et mailsystem er ikke længere bare til mails. Kalender, opgavestyring og mødeplanlægning har gjort mailsystemet til et uundværligt værktøj, når arbejdsdagene skal planlægges.

Test af fem e-mail-programmer - 1
Det er ikke mange år siden, at et mailprogram primært var til mails, og alle andre funktioner var sådan set mest til pynt.

Sådan er det ikke længere. I dag er behandlingen af e-mails ikke det eneste kriterium, som et mailprogram skal opfylde. Nu skal programmet også administrere ens daglige gøremål, og det er en udvikling, som er meget velkommen, for mailprogrammer er ganske enkelt de oplagte aflø-sere til rendyrkede tidsstyringssystemer.

Og det er ikke kun de store systemer, som tilbyder disse funktioner. Trenden er skam også slået igennem på gratis systemer og på de webbaserede tjenester som eksempelvis Hotmail. Så nu har stort set alle mulighed for at planlægge deres hverdag på en nem og overskuelig måde. Spørgsmålet er så bare om, vi egentlig gør det?

Svaret er ja og nej, for selv om kalenderfunktioner og lignende har været implementeret i et stykke tid, så har brugervenligheden ikke været god nok til fuldt ud at afløse de fysiske kalendere eller lignende. Men det er ved at ændre sig, og her viser de to store producenter af e-mailsystemer vejen. Med den nyeste version af Outlook og den nys ankomne Lotus Notes 8, er der nemlig sat nye højder for brugervenlighed, hvilket blandt andet ses i den måde, som man nu kan implementere ens mails direkte i kalenderen.

Plads til forbedring

Samtidig er funktioner som opgavestyring og mødeindkaldelse blevet endnu bedre, og dermed viser Microsoft og IBM, at de stadig er stort set enerådende, når det kommer til e-mail. Nu må man så bare håbe, at de to kæmper ikke falder i søvn, for der er stadig mulighed for flere forbedringer i programmerne. Her tænker jeg på lidt mere intelligens i systemerne, hvilket eksempelvis kunne være et endnu større samspil mellem kalender og e-mail, så systemet automatisk svarede med en "væk fra kontoret" besked, når kalenderen viste, at man var ude af huset. Der er ganske vist flere softwarehuse, der tilbyder ekstra funktionalitet til Outlook og Notes, men alligevel er det værd at satse på en endnu større interaktion mellem mail og kalender.

For planlægningens skyld.