Siemens lader mobiltelefonen leve

Nye og bedre mobiltelefoner skal redde det tyske industrikonglomerat Siemens'' mobilproduktion. Det kommer ikke på tale at lukke

den trængte og underskudsgivende afdeling.



Det fastslog Siemens mandag. Mobilafdelingen kan kun mønstre røde

tal på regnskabets bundlinie, men Siemens vil ikke lukke den. I stedet skal nye modeller trække kunderne tilbage i folden.



-

Vi havde valget mellem at rette op, lukke eller sælge mobiltelefonerne. Og vi retter op, sagde Lothar Pauly, kommende chef for

mobilafdelingen.



Siemens'' regnskab for andet kvartal er trukket nedad, fordi mobilafdelingen havde et underskud på næsten

650 millioner kroner. Det er navnlig det succesrige samarbejde mellem svenske Ericsson og japanske Sony, der presser såvel Siemens

som den finske Nokia. Sony-Ericsson har med sit elegante design og bedre funktioner kapret kunder, så det har rystet mange af

de øvrige mobilproducenter, herunder Siemens. Nokia har forsøgt sig med priskrig for at genvinde markedsandele, hvilket

i mindre grad er lykkedes. Årligt bliver mobiltelefonerne 10-15 procent billigere, og denne udvikling fortsætter, mener

Lothar Pauly.



Siemens selv har kæmpet med ikke at kunne levere varen i forbindelse med lanceringen af en stribe nye mobiltelefoner.

Siemens'' topchef, Heinrich von Pierer, sagde dog i sidste uge, at han forventede at se sorte tal i sin mobilafdeling allerede i indeværende

kvartal.



Siemens Mobil og fastnetleverandøren ICN bliver senere til oktober slået sammen og bliver Siemens-gruppens

største enkeltafdeling. Det gav næring til rygter om, at Siemens ville standse produktionen af mobiltelefoner. Det bliver

der dog ikke noget af. Tværtimod understregede Lothar Pauly ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mobiltelefonerne er en

væsentlig del af den sammensmeltning, som nu sker.

Flere ansatte

Siemens vil fordoble antallet af ansatte i udviklingsafdelingen

for mobiltelefoner, så den kinesiske fabrik i september næste år vil have 1.600 ansatte og dermed være den

næststørste mobilenhed i Siemens efter den tyske.



Der bliver dog kamp om kunderne. Amerikanske Motorola, som også

har haft en periode med nedtur på grund af blandt andet manglende levering af varen, har med en stribe nydesignede mobiltelefoner

fået hentet markedsandele tilbage. Udseendet, størrelsen, batteritiden og de funktioner, som mobiltelefonen tilbyder,

er afgørende for, hvilken model kunden vælger.







Berlingske Tidende