Codan-salg på vej i mølposen

Det store »Til Salg«-skilt på Codan er ved at blive lagt i mølposen. Sidste akt i dramaet om fremtiden for

Danmarks tredjestørste skadesforsikringsselskab er dermed meget tæt på at blive færdigspillet.



Codans

britiske ejer -Royal Sun & Alliance (RSA) -har afvist fire konkrete bud, fordi buddene har været for lave. Samtidig tyder

intet i øjeblikket på, at der er nye forhandlinger under opsejling.



Døren er dog ikke helt lukket, men skal

Codan sælges, kræver det, at køberne kommer tilbage med forhøjede bud. Og det er tvivlsomt, om det sker.



Børskursen

på Codan kan ventes at få et tryk nedad, hvis det storstilede salg afblæses.

Fire købere

Berlingske

Tidende erfarer, at følgende fire selskaber forgæves har lagt bud ind på Codan via investmentbanken JP Morgan.



If

er Nordens største skadesforsikringsselskab, men har en meget begrænset markedsandel i Danmark. If har derfor alene interesse

i Codans danske forretning. Den oplagte samarbejdspartner for If er danske Tryg, som ikke har lagt skjul på interessen for Codans

svenske forsikringsben Trygg Hansa.



Gjensidige (Norges næststørste forsikringsselskab.) Berlingske Tidende erfarer,

at også Gjensidige har partnere med til at løfte det mulige store køb.



Talanx er Tysklands tredjestørste

forsikringsselskab med præmieindtægter på over 100 mia. kr. Talanx ejer genforsikringsselskabet Hannover Re., der er

blandt verdens største indenfor reassurance. Talanx har de sidste år været blandt de mest ekspansionsivrige forsikringsselskaber

i Europa.



Nordic Capital er en af Nordens største private equity-fonde, der køber og sælger virksomheder.

Nordic Capital har naturligvis ikke nogen interesse i selv at drive forsikring og vil derfor i realiteten blot fungere som en slags

formidler af Codan-koncernens enkelte selskaber til eksempelvis svenske Folksam eller Tryg. De har begge set sig selv som mulige ejere

af en del af Codan.



- Buddene på Codan har været så lave, at salgsprocessen nu reelt er ved at blive lukket

ned. De priser, som forsikringsselskaber bliver solgt til i Skandinavien, er slet ikke på et niveau, som vil tilfredsstille

RSAs aktionærer, lyder det fra en kilde med indgående kendskab til forhandlingerne.

Ny strategiRoyal Sun &

Alliances skiftede strategi for et par år siden, da den nuværende topchef, Andy Haste, tog over. Han ville fokusere mere

og mere på skadesforsikring. Og da RSA i en periode har været hårdt finansielt klemt, blev Codan Liv & Pension

sat til salg.



- I princippet er alt naturligvis til salg, men det vigtigste var salget af Codan Liv. Da det blev kendt, at det

var til salg, kom der imidlertid så mange henvendelser om at købe hele Codan-koncernen, at det blev besluttet at undersøge

muligheden. Men når prisbuddene slet ikke kommer i nærheden af RSAs ønsker, er salgsprocessen ved at slutte, siger

den velplacerede kilde.



Det er også opfattelsen hos kilder i danske finanshuse, at Codan-sagen er ved at fade ud. »Børskursen

er ganske enkelt for høj, så det hele er nu lidt på hold,« som det udtrykkes.



Der er siden løst

op for RSAs presserende kapitalbehov, idet det er lykkedes at sælge koncernens britiske livselskab for 850 mio. pund (ca. 10 mia.

kr). Samtidig har RSA indgået aftaler med det britiske finanstilsyn, der letter kapitalkravene. Der er dog fortsat stor usikkerhed

om RSAs forretninger i USA, hvor asbest-skandaler og andre ulykker gennem årene har betydet et stort dræn i pengekassen.

Alligevel er de fleste analytikere i dag betydeligt mere positive overfor RSA end for blot et halvt år siden.



Både

Dietlinde Bamberger og Kjerstin Hauk Hansen, kommunikationsdirektører hos henholdsvis Talanx og Gjensidige, afviser at kommentere,

hvorvidt deres selskaber har afgivet bud på Codan.



Codans koncernchef Jens Erik Christensen vil ikke kommentere forlydender om,

at salgsprocessen i realiteten er sat i stå.



"Problemet" med at sælge Codan er, at aktiekursen er eksploderet

det seneste år med en fordobling til følge. Det er med andre ord svært at få solgt Codan blot til børsværdien.

I dag svarer Codans aktiekurs til en samlet markedsværdi på ca. 11,9 mia. Det er en værdi, som aktionærerne under

ingen omstændigheder vil gå under - tværtimod. De finansielle eksperter i flere andre selskaber, der har kigget

på et muligt køb af Codan vurderer imidlertid, at før et køb af Codan kan blive rentabelt, skal Codans

såkaldte combined ratio fremover permanent befinde sig under 95.



Derfor mener branche-kilder, at skal et køb af

Codan overhovedet være en mulighed skal prisen ned med et par milliarder kroner - og det tyder intet på, at RSA vil acceptere.

Både Codan og RSA offentliggør halvårsregnskab på torsdag.



Berlingske Tidende