Overblik: Her er de vigtigste tal i Økonomisk Redegørelse

Der er generelt positive takter i dansk økonomi, viser Økonomisk Redegørelse, der blev offentliggjort tirsdag.

Finansminister Nicolai Wammen (S) fortalte tirsdag om Økonomisk Redegørelse, regeringens prognose for dansk økonomi. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Finansminister Nicolai Wammen (S) fremlagde tirsdag et overblik over, hvordan status er for dansk økonomi.

Vurderingen er overordnet, at det går godt med økonomien, men at trusler fra for eksempel briternes udtræden af EU og en potentiel eskalering af handelskonflikt mellem Kina og USA kan sende økonomien i en dårlig retning.

Her kan du læse nogle af de vigtigste punkter i Økonomisk Redegørelse, regeringens prognose for dansk økonomi:

Offentligt forbrug

  • Realvæksten i det offentlige forbrug forudsættes at stige med 0,8 procent i år og 0,7 procent næste år.

Beskæftigelse

  • I år og næste år ventes beskæftigelsen samlet at stige med 65.000 personer, så den i 2020 samlet vil ligge på over 3.036.000 personer.
  • Det er 89.000 flere, end da beskæftigelsen senest toppede i 2008.
  • Ledigheden er nede på omkring 100.000 personer.

Privat forbrug

  • Det private forbrug er steget hvert år siden 2009. I 2018 steg privatforbruget med 2,2 procent, og det er vurderingen, at det kan fortsætte i cirka samme tempo i år og næste år.

Vækst

  • Der er fremgang i bruttonationalproduktet (bnp), et mål for den samlede produktion af varer og tjenester i Danmark, og der er udsigt til fortsat vækst.
  • Bnp ventes at stige med 1,7 procent i år og 1,6 procent næste år. Det er lidt mindre end de seneste fire år, hvor bnp er øget med i gennemsnit 2 procent om året.

/ritzau/