You'll never walk alone

Liverpool overgik nærmest sig selv i egen historieskrivning med den samlede semifinalesejr over Barcelona i Champions League efter endnu et mesterstykke af knockout-manager Jürgen Klopp. Men han mangler at vinde en finale.

SOCCER-CHAMPIONS-LIV-FCB/
Mon ikke det er »You'll Never Walk Alone«, som Jürgen Klopp synger med armene om Mohamed Salah (tv.) og Virgil van Dijk (th.) efter det vanvittige semifinalecomeback mod Barcelona i Champions League. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Bogstavkombinationerne rimede på valg hen over danske TV-skærme og sociale medier dagen lang. Meningsmålingernes V, L, A, Ø eller K. Hele 13 partibogstaver at holde styr på. Og mens valgudskrivelsen kulminerede med aftenens partilederdebat nummer to, var det såmænd blot at slå over på en anden kanal for et internationalt facit udi bogstavlegen.

Selv finansminister Kristian Jensen havde set sig nødsaget til at runde en lang dags Twitter-markeringer af med de fire bogstaver som et sidste såkaldt hashtag. Det handlede ingenlunde om dansk valgkamp, men lød ganske enkelt på forkortet engelsk: »YNWA«.

»You’ll never walk alone« gjaldede det repeterende ud i stuerne ovre fra Anfield. Jan Mølby stod med mere end antydningen af grådkvalt stemme i TV3-studiet og forsøgte at sætte ord på. Tydeligvis i en vis ærgrelse over ikke at være hjemme i den by, han stadig bor tæt på, hvor han fremdeles og med god grund har sin hjemmebane fra dengang, Liverpool var den stormægtige klub med sportslige triumfer på stribe.

Det umulige, som blev muligt

For det kunne jo egentlig ikke lade sig gøre. Den kunne Barcelona da ikke smide, hvor gode Liverpool så end havde været i den første semifinalekamp på Camp Nou ugen forinden. De havde altså tabt 3-0 i Barcelona, var skadesramte og mentalt nede i mesterskabsbølgedalen efter Manchester Citys cementering af favoritværdigheden til Premier League-titlen aftenen forinden. Det kunne selv ikke knockout-specialisten over to kampe og Liverpool-manager Jürgen Klopp ændre på. Altså, 0-3 nede mod Barcelona og Lionel Messi med anførerbindet. Hvad havde Klopp & co. lige forestillet sig?

Jamen, faktisk nogenlunde det scenarie som en anden tidligere Liverpool-legende – Jamie Carragher i ekspertrollen på TV3 – havde ridset op som det taktiske og resultatmæssige nødvendige forløb af semifinalen: At holde Barcelona fra at score det vigtige udebanemål før pausen og selv sætte én i kassen til 1-0 for så at kunne lægge det endegyldige pres ned mod fanfortet The Kop-tribunen i anden halvleg. Og sådan blev det – med et lettere vanvittigt hjørnesparksmoment til at cementere det 4-0-comeback, der gjorde en hel verden til forskel for Liverpool.

Mod et enstrenget og Messi-afhængigt Barcelona-mandskab, der for længst havde kørt det spanske mesterskab i garage, var i pokalfinalen og næsten lige så selvfølgeligt ville fuldende The Treble med samlet gevinst over Liverpool og Champions League-finalesejr over enten Tottenham eller Ajax på Wanda Metropolitano i Madrid 1. juni for så i sidste ende i stedet at stå tilbage med »pokalen med de store røde ører«.

I sine følelsers vold

Sikken et sammenbrud. Sensationelt og med modsat fortegn af det kunststykke, Barcelona leverede for to sæsoner siden ved at vende et 0-4-nederlag til Paris Saint-Germain til 6-1 på hjemmebane. Liverpool var til gengæld helt oppe i Milan-klassen tilbage fra 2005 og den meriterende Champions League-sejr i Istanbul, som førnævnte Jamie Carragher selv var med til at vippe over til Liverpools fordel fra 0-3 ved pausen og efterfølgende triumf efter 3-3, forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Sådan udlagde Carragher det i hvert fald selv, da han tirsdag aften var igennem live fra sidelinjen med den syngende røde mur i baggrunden.

»Ligegyldig hvor lang tid, du går tilbage, er det her den største aften på Anfield. Jeg tænker på kampe mod St. Etienne, Milan og Chelsea og adskillige ligatitler i 80erne, som blev vundet her, men jeg tror ikke, at noget kan slå det her i aften. Nede 3-0 mod Barcelona med Messi, måske den største spiller nogensinde, to af dine bedste angribere skadet og så vinde 4-0. Den bedste aften på Anfield nogensinde,« analyserede Jamie Carragher sig frem i sine følelsers vold.

For det var han, akkurat som den enorme Liverpool-tilhængerskare verden over var det. Man kan efterhånden måle den slags udsving eller selvsving på SoMe-skalaen, og lur mig, om ikke de digitale heatmaps kogte decideret over i søgningen på de fire indledningsvise bogstaver: YNWA.

Jamie Carragher sang dog ikke med på live-linjen, men givetvis ud på natten i sin egenskab af supporter: »Nu vil vi nyde semifinalen først og bekymre os om finalen senere. I aften handler det om semifinalen. Vi skal alle være fulde i aften, have tømmermænd i morgen, og så kan vi bekymre os om finalen.«

Og mon ikke Jürgen Klopp allerede tænker på højtryk. Nok er han knockout-specialisten, men han har endnu ikke føjet finalesejrens flueben til generaliebladet. Enigheden er dog udtalt om Klopps evne til at sætte et kollektiv op. Hans charmerende tilgang og udstråling og tætte titelræs i ligaen har for længst givet ham mandatet til endnu mange år på adressen Anfield Road. Måske nok også en ensom vej at gå for en manager i et fodboldtopjob. Men skulle han være i tvivl, var denne aften også påmindelsen om, at han ikke kommer til at gå den alene ...

Kurt Lassen er Berlingskes sportskommentator