Sidste år er længe siden

Februar blev fyringssæson for superligatrænere. I næste sæson falder den tidligere.

AaB-assistent overtager Hareides job i Malmø
Allan Kuhn blev i denne uge fyret fra trænerposten i Hobro. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Hvordan sørger man bedst for at snige en superliga-fyring ind i breaking-overskrifterne og hurtigst muligt ryge ned igennem rækkerne på netforsiderne som historien, der næsten er glemt, inden den kommer frem? Man sender en pressemeddelelse i omløb sådan cirka en halv times tid inden, statsministeren og Kronprinsen stiller sig frem på Københavns Rådhus og annoncerer en Tour de France-start på dansk grund.

Nuvel, Hobro og Allan Kuhn er i forvejen ikke allerlængst fremme i overskrifterne i det nationale mediebillede. Men fyringer i superligaen er notorisk store historier, og torsdagsudgaven var allerede ugens anden, så selvfølgelig kom den utidige afsked med Allan Kuhn alligevel til at dominere sportsbilledet dagen igennem. Dog langt fra i samme grad som Brøndby-bomben og Alexander Zornigers exit fra Vestegnen om mandagen.

Flere iagttagere undrede sig over timingen i fyringen. Både i Brøndby og Hobro. Hvorfor respektive klubledelser ikke eksekverede langt tidligere og allerede i vinterpausen og dermed bedre tid til at forberede foråret. Men i den nye turneringsstruktur giver det mening at vente til februar og de første par runder af forårssæsonen, fordi der faktisk stadig er god tid til at afværge nedrykning. Mens kampen om de seks pladser til mesterskabsspillet, som stillingen tager sig ud i årets udgave, fortsat er åben for fire af holdene.

I Aalborg reagerede sportschef Allan Gaarde relativt tidligt på dårlige resultater og fyrede før jul Morten Wieghorst. I Sønderjyske sagde Claus Nørgaard selv op med et halvt års forventet varsel for så alligevel at blive fyret og give plads til Glen Riddersholm. I AGF tog trænertråden sig noget tyndslidt ud, da David Nielsen vandt sin sidste kamp inden jul og med sejre i forårets første to kampe holder AGF inde i slutspilsopløbet. Jacob Michelsen i OB fik vendt en katastrofestart til top 6-håb, mens Thomas Thomasberg og Bo Henriksen i henholdsvis Randers og Horsens har leveret varen og slutspilskandidatur. Kasper Hjulmand hænger ligeledes på i Nordsjælland og har selv meldt sin afgang til sommer.

Adolfo Sormani i Vejle og Jens Berthel Askou i Vendsyssel er velsagtens de eneste med en fortsat fyringskniv på struben i foråret. AaBs Jacob Friis har kun skrevet kontrakt for et halvt år, men intentionen med den loyale klubmand er en længerevarende aftale, om end en misset topseks kan bringe tvivl om holdbarheden. Glen Riddersholm lander sandsynligvis i nedrykningskampe i Sønderjyske, men mon ikke der er plads til en smule såkaldt proces, hvis han overlever dem?

For i bund og grund handler det for nedrykningskandidaterne om at finde den træner, der bedst kan lede dem igennem knald eller fald-opgør i de sidste runder. Dem har Peter Sørensen umiddelbart mest erfaring med, da han stod i situationen sidste forår med Silkeborg. Dog med negativt udfald, da Esbjerg overlistede midtjyderne i kampen om pladsen i superligaen.

Så når man kigger hen over tabel- og præstationslandskabet, synes ugens to fyringer de mest oplagte og velbegrundede, selv om de er væsensforskellige i begrundelsen.

På den københavnske vestegn handlede det åbenlyst om et nedslidt omklædningsrum, som var direkte aflæseligt i ansigterne på apatiske og handlingslammede Brøndby-spillere både under og efter et på mange måder forsmædeligt 2-1-nederlag i Esbjerg i søndags. Det kunne en enerådig boss i skikkelse af Jan Bech Andersen ikke sidde overhørig, og sportsdirektør Ebbe Sand tog sig ud som den pligtskyldige sportsdirektør med sendebuddets handlekraft. Spillet om afløseren kører for fulde omdrejninger, alt imens overgangsfiguren Martin Retov med smil og gåpåmod forsøger sig med en Ole Gunnar Solskjær-redningsaktion uden helt samme fascinationskraft som United-mellemløsningen.

I Hobro tydede intet på, at Allan Kuhn havde tabt omklædningsrummet. Tværtimod. Den aldeles sympatiske bornholmer har i sin karriere haft sit hyr med at slå igennem som cheftræner. Eller snarere med at hvile i jobbet. Som om assistentrollen har passet bedre. Paradoksalt nok vandt han som cheftræner for godt to år siden det svenske mesterskab med storklubben Malmø FF. Og blev fyret. Begrundelsen var på de indre linjer en vis mangel på taktisk formåen: At det var spillernes individuelle færdigheder og ikke trænerens, der var udslagsgivende for guldet.

Kuhn levede en hel sæson igennem med fyringsskriverier i den svenske presse og kunne end ikke svare igen med mesterskab. Den slags slider på psyken.

Modgangen i en skadesplaget Hobro-trup har været til at få øje på. Sammenholdt med en stribe ærefulde og marginale nederlag, accepterede Allan Kuhn uden at kny det grå papir, som fyreseddel og pressemeddelelse var skrevet på torsdag morgen. Mon han har mod på endnu et cheftrænerjob? Næppe lige med det første.

Fyringsrytmen i den mest udsatte metier i fodboldverdenen har endnu ikke fundet sin form i den danske superliga. I næste sæson falder fyringerne formodentlig tidligere, fordi ligaen igen ændrer struktur. Eller bliver skåret ned og til.

Superligaens brændende platform går nemlig ikke ud af sig selv, når nedrykningsilden har lagt sig til maj. Med ét blusser det hele op igen efter en kort sommerferie, og så kommer klubledelserne til at reagere hurtigere end i denne sæson. Givetvis før jul, fordi man ikke har samme rolige turneringsstruktur i nedrykningsspillet at læne sig op ad. Da handler det om benhård overlevelse og tre direkte nedrykningspladser.

Desperationen i potentielle nedrykninger er en årligt tilbagevendende brandslukningsøvelse. Når først degraderingen er en realitet, kan manglende resultater, ditto sponsorindtægter og spillerflugt hurtigt slå bunden ud af højtravende projekter. Bare kig til Helsingør, der som sidste sæsons nedrykker nu også ligger sidst i den næstbedste række. Derfor er overlevelsen i indeværende sæson til enhver tid alt om at gøre. Også i år. Men den er ikke ensbetydende med ro i sindet efter sommerferien.

Tre direkte nedrykkere ud af 14 er som konstant katastrofeblink på firmabilen hos adskillige trænere. Tilsat dem, der måtte kikse målsætninger om medaljer og slutspil. Som superligatræner er sidste år altid længe siden ...