Arven fra Django

For at markere guitaristen Django Reinhardts 100-års-dag mødtes DR Big Bandet med en af den franske jazzlegendes musikalske efterkommere, den blot 24-årige Adrien Moignard.

Django Reinhardt, september 1945 Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark
Den unge franskmand viste straks, at han så sandelig kunne flytte fingrene og tilmed mestrede den særlige sigøjner-jazz, som Django Reinhardt skabte for snart 80 år siden. Og lykkedes det så at kombinere den strenge-baserede stil med et nutidigt big band? Ret beset var balancen lidt variabel, og et godt resultat afhang meget af det skrevne arrangement.

Og her skal fremhæves den gamle franske traver »C’est Si Bon«, som i basunisten Vincent Nilssons elegante og finurlige arrangement, virkeligt swingede og løftede solisten. Og som så ofte før ved big band-koncerter, er det de kammermusikalske intermezzi, der for alvor fryder. Her var det Adrien Moignard og klarinettisten Peter Fuglsang, der leverede Django Reinhardts smukke »Nuages« og fortjent modtog aftenens største bifald.

Django reinhardt 100 år: DR Big Band & Adrien Moignard,  DR Koncerthuset, Studie 2, 22. januar