Paul Simon kommer til Danmark på farvel-turne

76-årige Paul Simon har nu annonceret at det bliver hans sidste turne, når han til sommer blandt andet spiller i Royal i København.

Paul Simon - kigger forbi København på vej hjemad på sin farvelturne. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDER GILLENEA

Det er over 60 år siden, Paul Simon havde sit første hit.  Et lille et af slagsen i kopinummerret »Hey, Little Schoolgirl« spillet sammen med Art Garfunkel under navnet Tom & Jerry - men alligevel er det noget af en karriere, som sangeren nu har erklæret slut - i hvert fald når det gælder live-optrædener rundt om.

Den netop annoncerede turne, »The Homeward Bound tour« bliver nemlig Paul Simons sidste, annoncerede han sent mandag. Turneen starter i USA i maj og bringer blandt andet Simon til København, hvor han spiller i Royal Arena den 3. juli, inden den afsluttes med et storstilet show i London den15. juli, hvor folk som James Taylor og Bonnie Raitt også kommer på scene til the Grand Finale.

Læs også: Optrådte for over 100 millioner til Super Bowl: Nu kommer Justin Timberlake til Danmark

I en besked på Twitter beskriver Simon selv, at han ofte har tænkt på, hvordan det ville være, når han besluttede at stoppe - nu ved han det.: »Lidt mærkeligt, lidt oplivende og noget af en lettelse.«

Afskeden er blandt andet forårsaget af, at Paul Simons guitarist og nære ven gennem de sidste 30 år, Vincent N'Guini, døde sidste år, men Paul Simon skriver også, at selv om hans liv stadig er fyldt med musik og hans stemme stadig er stærk, så tærer det lidt for meget på ham selv og familien at være så meget væk, så derfor er det slut på de store turneer.

Paul Simons karriere fik fart midt i 60'erne, hvor han sammen med Art Garfunkel skiftede fra navnet Tom & Jerry til  Simon & Garfunkel, og ramte hitlisterne for alvor med en genindspilning af deres eget nummer »The Sound of Silence«. Så strålede parløbet årtiet ud, indtil de med albummet »Bridge Over Troubled Water« sagde stop på toppen i 1970, hvor samarbejdet var slidt op.

Læs også: Rap-dronning fra Bronx indtager Roskilde Festival

De har dog mødtes senere, og tog på en større reunion-tur i 2009. Også Art Garfunkel er stadig aktiv og også han spiller i Danmark i år - til efteråret får Randers besøg af Garfunkel. Han har dog haft en noget mindre funklende karriere end Paul Simon, der i årene efter bruddet leverede hits som »Still Crazy After All These Years« og »50 Ways to Leave Your Lover«.

Med albummet »Graceland« fra 1986, hvor Paul Simon kombinerer sin suveræne sangskrivning med lette sydafrikanske rytmer tilsat et strejf country og zydeco - og hittet »You Can Call Me Al« - blev der gået nye veje, og albummet generobrede samtidigt effektivt hitlisterne.

Læs også: Sommerfestival i Kongens Have smider Ben Harper og Kira Skov på plakaten

Siden har Paul Simon holdt karrieren i live på sin egen stilfærdige og gennemmusikalske måde og har med jævne mellemrum besøgt Danmark - sidste gang var i 2016 i Gigantium i Aalborg til en to en halv time lang og anmelderrost koncert. Men efter juli er det altså slut for den i dag 76-årige musiker, der de senere år har markeret sig en del politisk på venstrefløjen.

Paul Simon, der bor i New York erklærer dog, at han nok stadig vil give en lokal akustisk koncert ind i mellem - hvor han så regner med at donere overskuddet til organisationer, der vil redde planeten på økologisk vis.