Rejsen til Amerika

»Den Ny Verden« er en mageløs film fyldt med fantastiske billeder.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

I filmens første billeder følger man to mænd, som på bare fødder kravler op ad et bjerg med hver sin sten i munden. Så ved man med det samme, at »Den Ny Verden« ikke er en dusinvare præget af flade banaliteter.

Handlingen er ellers på papiret enkel nok. Den foregår i begyndelsen af 1900-tallet og beretter om den sicilianske bonde Salvatore, som sammen med sine to sønner og sin mor rejser med skib til Amerika for at skabe sig en ny og bedre tilværelse. Det er Salvatore og hans ældste søn, man i den forunderlige ouverture ser på vej op ad det stejle bjerg til et krucifiks for at anråbe de højere magter om vejledning eller hjælp.

Anråbelsen er påkrævet, for rejsen over Atlanterhavet er hård for de mange udvandrere stuvet sammen som kvæg under primitive forhold, og ankomsten til det forjættede land bliver også barsk, da immigranterne må gennemleve endeløse ydmygelser hos de strenge myndigheder på Ellis Island i New Yorks havn, inden de måske lukkes ind i USA.

Således får »Den Ny Verden« fremført en bidsk kommentar til et protektionistisk samfunds mistroiske behandling af indvandrere, men dette er ikke i nogen negativ forstand en budskabsfilm. Faktisk er det ganske vanskeligt at sige, hvad det helt præcist er, for Emanuele Crialese har med frygtløs egensindighed skabt en visionær film hinsides alle gængse genrer og konventioner.

Socialrealisme er den ikke og heller ingen stiliseret fabel, skønt dem rummer elementer af begge dele, men en forbløffende originalt konstrueret saga, hvor ubesmykkede beskrivelser af dyb fattigdom og åndelig armod veksler med fantasier om et Amerika fyldt med gigantiske grøntsager, veritable floder af mælk og helt bogstaveligt pennies from heaven. Virkeligheden ser selvfølgelig ganske anderledes ud - skønt man i filmen reelt aldrig skimter så meget som et glimt af USA - men helt ligner »Den Ny Verden« aldrig nogen genkendelig virkelighed, for den ægger konstant med et ubesværet anstrøg af noget allegorisk eller endda metafysisk - ikke i sin handling, men i sine billeder.

Det fantastiske er nemlig, at disse billeder på den ene side rummer et fysisk nærvær så stærkt, at man næsten kan lugte personernes sved og føle, at hvis man ville, kunne man række hånden ud og klappe dem beroligende på hovedet - og på den anden side er filmen visuelt så suverænt koreograferet og blændende orkestreret, at den sprænger enhver form for naturalisme og undertiden mest minder om en opera uden arier. »Den Ny Verden« er instrueret med den ægte billedkunstners sans for det statuariske, det spektakulære, det lyriske og det overrumplende, og den byder på scener fyldt med en svimlende, nærmest overjordisk skønhed.

Charlotte Gainsbourg kaster et ekstra præg af pirrende mystik ind i filmen som en skrøbelig britisk kvinde, den djærve hovedperson Salvatore (Vincenzo Amato) lærer en smule at kende på den lange vej over Atlanten, men hendes baggrund forbliver logisk nok et mysterium i en film, der ikke forklarer noget som helst, men holder sig til at vise. Hvad der er kunstartens inderste og ædleste væsen.

Helt ny kan »Den Ny Verden« ikke selv være, for en af dens biroller spilles af amerikaneren Vincent Schiavelli, der døde i 2005. Men det er ganske ligegyldigt, for bedømt billede for billede er Emanuele Crialeses mageløse værk - i skarp konkurrence med Guillermo del Toros »Pans labyrint«- den mest betagende film i biograferne lige nu.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse