Ak, kloden er igen truet

»Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer« fortæller om superhelte på en buldrende, men ganske harmløs facon.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Ak og suk. Nu trues vores hårdt prøvede planet igen af en mægtig galaktisk aggressor, som har til hensigt at ødelægge hele kloden, og det ser ærligt talt sort ud - men heldigvis har vi jo de fire kække superhelte kendt som Fantastic Four, og når man kommer i tanker om dem, er man ikke mere nær så bekymret. Faktisk overhovedet ikke.

Ligesom Tim Storys film »Fantastic Four« fra 2005 er hans efterfølger »Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer« selvfølgelig baseret på en Marvel-tegneserie af mesteren Stan Lee, og ligesom i filmene om Spider-Man optræder Stan Lee fornøjeligt i en ganske lille gæsterolle som sig selv. Det er bare en vits, og trods bulder og brag og enorme specialeffekter har filmene om Fantastic Four i det hele taget en humoristisk grundtone og minder egentlig mere om »Charlie's Angels« end om de momentvis dystre beretninger om Spider-Man og Batman.

Nye tilskuere skal vide, at de fantastiske fire som en slags mutanter udgøres af en genial videnskabsmand med en særdeles fleksibel krop, en ung fløs, der kan flyve brændende rundt i luften, en Hulk-lignende gnavpot med enorme kræfter samt en kvinde, der kan gøre sig usynlig - absurd spillet af Jessica Alba, for hvem pokker har lyst til at opleve netop hende som usynlig?

Nå, under alle omstændigheder kæmper de fire denne gang mod titlens højtflyvende sølvsurfer, som er udsendt af et planetdestruerende kosmisk kæmpevæsen, og deres gamle dødsfjende Victor von Doom dukker minsandten også op på arenaen igen under påskud af at ville hjælpe, men vi ved selvfølgelig bedre. Stol aldrig på en mand, som hedder Doom og ligner Darth Vader.

Vi kommer vidt omkring i denne hyperaktive historie, fra Japan og London til Grønland og Sibirien, og der flyves og brændes og bankes og eksploderes flittigt undervejs, altsammen ret harmløst og uden tvivl primært henvendt til et meget ungt publikum. I hvert tilfælde er der trods al den tekniske turbulens noget næsten rørende umodent ved Fantastic Four, og hvis man billedligt talt har lyst til at indtage yderst letflydende underholdning gennem et slubrende sugerør, vil man konstatere, at denne film er utrolig let at synke og nem at fordøje. Særligt nærende kan man til gengæld ikke kalde den.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse