Harry har fået hormoner

De kære børn er blevet teenagere, og uhyggen er blevet stærkere i den herligt underholdende nye film om Harry Potter.

Nu går der nok ikke så mange år, før Harry Potter anlægger fuldskæg og begynder at ryge pibe.

Nemt er det ikke at se i øjnene, men vi må erkende, at vore søde og sjove små venner på troldomsskolen Hogwarts ikke er helt så små mere. Den ellers enormt flinke Ron Weasley råber »Bloody hell!« ved enhver anledning, og både han og Harry forelsker sig - i al ærbarhed, forstår sig, men det er alligevel lidt foruroligende at opleve hormonernes simrende indtog i et univers hidtil præget af eventyrlig uskyld midt i alt det overnaturlige og farlige.

Folkene bag »Harry Potter og Flammernes Pokal« ved selvfølgelig godt selv, at dens hovedpersoner har passeret konfirmationsalderen, og de tager så at sige tyren ved hornene ved at indlægge en sekvens, hvor et stort bal på Hogwarts bringer filmen i slægt med talrige amerikanske teenagekomedier om kvalerne med at finde den rigtige at invitere med til prom-festen eller (oh rædsel) ikke selv blive inviteret.

Denne romantisk-humoristiske passage er ikke ubetinget vellykket og tæt på at ligne et stilbrud i en film, der ellers er klart mere uhyggelig end sine tre forængere i Potter-filmserien - selv om allerede Alfonso Cuaróns »Harry Potter og Fangen fra Azkaban« sidste år var mere dyster end de to første film. Men den nye vover sig endnu dybere ind i mørket og tager sig undertiden ud som en skummel gotisk skrækhistorie, der i enkelte scener sågar kan minde om de groteske gysere, David Cronenberg lavede i sine yngre dage, så man skal helt afgjort ikke medbringe sine mindste børn denne gang.

Den britiske instruktør Mike Newell (»Fire bryllupper og en begravelse«) er ny i Potter-sammenhæng og får ikke mylderet af personer og begivenheder til at hænge helt perfekt sammen. Hist og her er overgangen fra scene til scene så brat, at det virker, som om den ellers meget lange film er blevet brutalt forkortet, og især dens abrupte optakt er alt for kaotisk.

Siden flyder det heldigvis meget bedre i den drabelige historie om den store Triwizard Tournament - på dansk Turneringen i Magisk Trekamp - hvor Hogwarts dyster med lækre franske tryllepiger af Lolita-typen og barske bulgarere med kraftige muskler, og hvor Harry mod sin vilje bliver deltager, da nogen tilmelder ham bag hans ryg - det sætter i øvrigt Harry og Rons venskab på en ikke særlig velmotiveret prøve.

Da den decideret livsfarlige turnering er annonceret, får filmen luft under de magiske vinger og bliver forrygende underholdning med fantastiske visuelle effekter - for eksempel når en hestevogn fungerer som flyvemaskine, når et sejlskib anvendes som undervandsbåd, når rasende drager spyer lange flammer, når Sirius Blacks ansigt manifesterer sig som gløderne i en kamin, eller når Harry undersøisk jages af skræmmende vandvæsener, halvt havfruer og halvt blæksprutter.

Her kommer »Harry Potter og Flammernes Pokal« helt på højde med sine forgængere, men altså på en mere uhyggelig facon, og gruen kulminerer, da vi til slut for første gang får den frygtede overskurk Lord Voldemort at se, dæmonisk spillet af en næseløs Ralph Fiennes.

Gamle og nye ansigter

Harry, Ron og deres fælles veninde Hermione (der falder for en bulgarsk bodybuilder-type!) spilles selvfølgelig igen af Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson, ligesom der i Hogwarts' lærde lærerstab er kærkomne gensyn med pragttyper som Michael Gambon, Maggie Smith og Alan Rickman. Her er tale om farverige figurer, som ikke skal underspilles diskret, og det udnyttes især fuldt ud af et par nye navne i denne sammenhæng, nemlig Brendan Gleeson som den bizarre professor Dunder med gigantisk glasøje og Miranda Richardson som den sladderslubrende skandalejournalist Rita Skeeter med selvskrivende fjerpen.

I øvrigt byder filmen også på et gensyn med Shirley Hendersons kokette spøgelse Hulkende Hulda, og eftersom hun i et vældigt boblebadekar udviser en påfaldende interesse for den nøgne Harrys nedre anatomi, tør man slet ikke tænke på, hvad det kan føre til i kommende film. Hede hyrdetimer på Hogwarts???

Det er jo en smule vemodigt, at barndommens uskyld således er i færd med at sive ud af eventyret, og man kan ikke påstå, at Mike Newell på den præmis har afleveret en helstøbt film. Men som gyser fungerer den med grum effektivitet, ligesom den et par steder er virkelig vittig, og først og fremmest rummer den takket være virtuose digitale effekter og så storslåede billeder, at man gisper af benovet betagelse.

Det betyder, at hvis blot man er forberedt på en anelse slinger i det episke maskineri og en halvkvædet kønsmodning hos hovedpersonerne, kan man trygt kyle alle indvendinger ned i Flammernes Pokal og endnu en gang lade sig rive med af den tapre hædersmand Harry Potters utrolige oplevelser.